I håbet om at reducere antallet af hærværkssager og støjklager fra borgere sætter Slagelse Kommune nu permanent videoovervågning op i byparken Lystanlægget.
Kameraerne vil være opstillet i et specifikt område af parken, hvor der er toiletter og legeplads.
Der har været temmelig meget ballade i parken
Ifølge kommunen er det unge, der står bag ulovlighederne og larmen. Sidste sommer satte Slagelse Kommune en mobil videoovervågningsvogn op, hvilket fik urolighederne til at forsvinde. Flere naboer til parken kontaktede endda personligt kommunen og sagde, at de følte sig mere trygge.
Beslutningen om permanent videoovervågning blev besluttet på et møde i kommunens erhvervs- og teknikudvalg tilbage i marts og sker netop på baggrund af de positive erfaringer med den mobile videovogn.
Det siger udvalgsformand Villum Christensen (LA).
- Der har været temmelig meget ballade i parken, og den mobile overvågningsvogn virkede godt. Jeg synes ikke, overvågning generelt er fantastisk, men samtidig er det en politisk forpligtelse at sikre, at vandalismen ikke står i fuldt fluor.
- Og så skaber overvågningen tryghed, det er jeg ret overbevist om.
Hvad bygger du det på?
- Det bygger jeg på, at vores erfaring viser, at i det øjeblik der er overvågning, så er der ikke den samme ballade. Hvis nogen, der vil lave ballade, ved, at de kan blive fotograferet, så tænker man sig en gang ekstra om. Det siger sig selv. Det er ikke raketvidenskab, siger Villum Christensen.
Bliver løbende evalueret
Billederne vil blive kigget igennem, hvis der sker noget kriminelt, eller hvis nogle bliver krænket. Ellers bliver de automatisk slettet efter 30 dage.
Villum Christensen siger, at kameraerne ikke vil stå i parken for altid.
- De vil ikke stå der til tid og evighed. Vi har besluttet, at de skal stå der 1-2 år, hvor vi så løbende evaluerer på, hvordan det går, siger han.
Kameraerne bliver ledsaget af skilte, der informerer parkens besøgende om god opførsel. Samtidig er Slagelse Kommune gået i dialog med kommunens fælles skoleelevråd om at etablere et aktivitetsområde i byparken til de unge.