Anklageskriftet i sagen mod den 32-årige mand – der står tiltalt i tre forskellige sager, omhandlende langvarig frihedsberøvelse, drab, drabsforsøg og voldtægt – er blevet frigjort til medierne.
Af anklageskriftet fremgår flere nye oplysninger, som politiet mener, den 32-årige har begået, forklarer retsreporter ved TV2 ØST, Jessica Skovmose.
Det, at han har brugt sin bil, går igen, og er den metode han ifølge anklageskriftet har forsøgt at bruge i alle tre sager
Hun har læst anklageskriftet.
Særligt to ting i anklageskriftet kaster lys over hændelsesforløbet omkring den 13-årige pige, som politiet mener blev frihedsberøvet af den 32-årige, da hun i april sidste år var på vej hjem fra sin avisrute i Kirkerup nær Slagelse.
- Jeg hæfter mig ved, hvor meget sagen om den 13-årige pige fylder i det her ti sider lange anklageskrift. Men hun har også kunnet fortælle politiet præcist, hvad det er, hun er blevet udsat for, siger Jessica Skovmose.
Anklageskriftet samler de punkter, som anklagemyndigheden mener, der kan føres bevis for, at den 32-årige har gjort.
- Anklagemyndigheden har rejst tiltale for, at den 32-årige forsætligt har påkørt den 13-årige pige, som var kørende på sin cykel. Det har medført, at hun styrtede – det har vi ikke hørt før – og det fortæller os, hvordan politiet mener, det er lykkedes at overmande hende, hvilket er noget, mange har undret sig over, forklarer retsreporteren.
Det andet vedrører politiets antagelser om den 32-åriges fremgangsmåde.
- Ifølge politiet har den tiltalte haft den 13-årige pige i bagagerummet i sin bil og kørt hende rundt til forskellige adresser. Både til den 32-åriges hjem i Korsør, men også flere gange til sin arbejdsplads. Det, at han har brugt sin bil, går igen, og er den metode han ifølge anklageskriftet har forsøgt at bruge i alle tre sager, siger Jessica Skovmose.
147 genstande beslaglagt
Det var i forbindelse med den 13-årige piges forsvinden, at politiet kom på sporet af den 32-årige mand, som siden blev sat i forbindelse med yderligere to kriminalsager, nemlig drabet på den 17-årige Emilie Meng i 2016 og overfaldet på en 15-årig efterskoleelev ved Sorø i 2022.
Af anklageskriftet fremgår også en liste med 147 genstande, der er beslaglagt i den 32-åriges hjem, efter han blev anholdt i april måned sidste år.
- Det springer i øjnene. Så mange genstande har jeg aldrig før set i en sag, forklarer Jessica Skovmose og peger på, at genstande alene bliver beslaglagt, hvis politiet har fundet dem relevante for sagen.
- Det er reb, strips – noget, som vi ved, at den 15-årige efterskoleelev ifølge politiet blev bundet med – men der er også to håndskrevne noveller.
De to noveller har titlerne henholdsvis "Jeg havde set frem til denne dag" og "Det havde været en dag udover det sædvanlige".
- I og med at vi ved, politiet har beslaglagt det, fordi, de mener, det har relevans for sagen, vil disse formentlig blive fremlagt som beviser, vurderer Jessica Skovmose.
Foruden de 147 genstande har politiet også ifølge anklageskriftet fundet store mængder pornografisk materiale af børn under 18 år på en af computerne i mandens hus.
Den 32-årige mand har, siden han blev varetægtsfængslet, haft mulighed for at blive stillet for en dommer hver fjerde uge, for at udfordre varetægtsfængslingen. Den ret har han valgt ikke at benytte. Derimod har han frivilligt ladet sig fængsle måned efter måned.
Han nægter sig skyldig i tiltalerne vedrørende Emilie Meng og i voldtægtsforsøget på efterskoleeleven fra Sorø.
Derudover nægter den 32-årige mand sig skyldig i bevidst at have påkørt den 13-årige pige fra Kirkerup. Det oplyser hans forsvarsadvokat, Karina Skou, til TV 2.
Der er afsat 18 retsdage til sagen, der påbegyndes den 14. maj 2024.