En stor spareplan i Slagelse koster 1. januar næste år lukninger af tre af kommunens aktivitetscentre for ældre.
Blandt dem er Alliancehaven i Slagelse by. Og her føler beboerne, at de ikke er blevet inddraget i processen.
- Vi protesterer selvfølgelig over nedskæringerne, men vigtigst af alt; vi er ikke blevet taget med på råd. Vi er ikke blevet hørt, forklarer Finn Thuesen, der bor i Alliancehaven.
Aktivitetscentrene er kommunens tilbud til efterlønsmodtagere og pensionister. De ligger i forlængelse af boligforeninger henvendt til ældre.
Men med lukningerne af aktivitetscentrene forsvinder fællesrummene, hvor beboerne afholder deres aktiviteter.
- Det er ikke et liv. Det er ikke fair. Vi har arbejdet hele vores liv og betalt skat, og så skal vi ydmyges på den måde. For jeg synes, vi bliver ydmyget, siger Birgit Møller, der er formand for Alliancehavens beboerforening.
- Det er det, der er det værste. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske. Vi får ingen ting at vide, tilføjer hun.
Beboerne frygter også at miste deres genoptræningsrum. Og de har også fået at vide, caféen lukker og stopper med at levere mad.
- Jeg bliver ringet op af pårørende, der siger; hvor får min mor mad fra den 1. januar? fortæller Birgit Møller.
Borgmester beklager
I protest har beboerne - der med et glimt i øjet kalder sig "Rollatorbanden" - indsamlet over 100 underskrifter. Underskrifter, som i dag blev overdraget til borgmester Knud Vincents (V), der sammen med formanden for seniorudvalget i Slagelse Kommune, Pernille Ivalo Frandsen (V), havde sagt ja til et dialogmøde.
- Jeg kan forstå i dag – og det er rigtig beklageligt – at der på én eller anden måde er sket en misforståelse, eller der har været en kommunikation, som har gjort, at de her borgere fra Alliancehaven ikke er blevet inviteret ind. Og det skal vi have rettet op på hurtigst muligt, lød det således fra Knud Vincents efter mødet.
Slagelse Kommune har allerede afholdt tre stormøder om lukningerne. Men beboerne fra Alliancehaven har ikke været inddraget. Derfor havde de i dag taget deres forslag med til mødet. De peger på brugerbetaling, frivillighed og muligheden for tilbud på madordninger.
- Jeg kan ikke love, at alting kommer til at foregå, som det har gjort hidtil. I og med vi kun har halvdelen af budgettet – men jeg kan godt love, at vi gør vores bedste for at få mest muligt til at fortsætte, forklarer Pernille Ivalo Frandsen og tilføjer:
- Det er blevet besluttet, at vi har fået en ny økonomisk ramme, som er halvdelen af, hvad vi havde før til aktivitetscentre. Det er derimod ikke besluttet, hvordan vi konkret udmønter det.
Administrationen i Slagelse Kommune arbejder fortsat på, hvordan opgaverne skal løses inden for denne ramme. Men forslagene fra beboerne i Alliancehaven vil blive inddraget. Det blev de lovet på mødet, fortæller Finn Thuesen:
- Vores formål med at møde op i dag var at blive taget med på råd. Og det har de givet håndslag på.
Slagelse Kommune skal i næste års budget spare 323 millioner kroner, som følge af store underskud. De to andre aktivitetscentre, som lukker første januar, er Atkærcenteret i Dalmose og Kongehavecentret i Slagelse by.