Sådan kan dit barns skoledag se ud i fremtiden

Der er generelt god stemning omkring regeringens folkeskoleudspil. TV2 ØST har spurgt tre skoleledere, hvad de vil bruge den øgede frihed til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Regeringen vil med et nyt udspil gøre op med den skolereform, der blev indført i 2014. 

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) præsenterede onsdag morgen regeringens folkeskoleudspil på Mosedeskolen i Greve.

quote Jeg har håbet på det her i mange år.

Tina Ellekjær, skoleleder, Dalmose Skole

Her vil de blandt andet lave kortere skoledage, gøre folkeskolen mere fri og have flere praktiske fag. 

Vi har hørt tre skoleledere, hvad de ville gøre med den nye frihed. 

Dalmose Skole, Slagelse

Hvad er det første, du vil gøre, hvis skolerne bliver sat fri?

- Der er mange muligheder. Da jeg hørte kortere skoledag, tænkte jeg: Yes. Flere to-lærer-ordninger. Jeg kunne godt ønske, at indskolingseleverne fik færre timer og i virkeligheden var mere i vores SFO. For vi har en skidegod SFO, som kan noget andet, de også har brug for, siger Tina Ellekjær, der er skoleleder for Dalmose Skole ved Slagelse. 

Tina Ellekjær er skoleleder for Dalmose Skole ved Slagelse.
Tina Ellekjær er skoleleder for Dalmose Skole ved Slagelse. Foto: Privatfoto

Hvad er et ideelt skoleskema for dine elever?

- Kortere skoledage. To lærere, genialt. Og så måske i virkeligheden det projekt, vi allerede er med i: MOST. Altså at der er i hvert fald 20 procent undervisning, hvor der er mere elevindflydelse, motivation, differentiering og mere ude af skolen. Større mulighed for det.

Hvad tænker du generelt om udspillet?

- Jeg har håbet på det her i mange år. Jeg synes, vi har lavet skole for de pæne piger. Vi har prøvet at lave skole på alle mulige andre måder, men vi er hele tiden blevet målt og vejet. Og så er det rigtig svært at lave noget anderledes. Så jeg synes, det er meget spændende. 

-  Vi skal have opdateret vores faglokaler. Det er vi nødt til. Så det kræver penge, og spørgsmålet er om der er nok penge. Så er de praktiske fag også de dyreste, så min frygt kan være, at der ikke er ressourcer til at udleve drømmene. Derudover kan en bekymring være, at friheden lige pludselig får regeringen til at måle og veje os endnu mere. 

Vestskolen, Faxe

Hvad er det første, du vil gøre, hvis skolerne bliver sat fri?

- Noget af det, udspillet lægger op til, er at konvertere understøttende undervisning til to-voksen timer. Det er noget af det, vi i forvejen bruger. Men nu kan det blive en permanent løsning, som vi kan forkorte skoledagen med. Vi har før skulle have det godkendt et år ad gangen, siger Susanne Meyer Christensen, der er skoleleder for Vestskolen i Faxe Kommune. 

Susanne Meyer Christensen er skoleleder for Vestskolen i Faxe Kommune.
Susanne Meyer Christensen er skoleleder for Vestskolen i Faxe Kommune. Foto: Privatfoto

- Vi tror på, at to-voksen timer er vejen frem, så vi kan holdopdele eleverne for bedre at kunne understøtte deres læring og trivsel. Jeg ville ikke revolutionere min skole, men jeg vil gerne have lov til at fortsætte med de ting, vi er i gang med, og så gøre mere af det. 

Hvad er et ideelt skoleskema for dine elever?

- Jeg kan godt lide tanken om, at det bliver praktiskorienteret. Vi skal i det hele taget lave en vekselvirkning mellem at arbejde med bøger, skærme og teori og så også have noget hands-on undervisning.

Hvad tænker du generelt om udspillet?

- Jeg er umiddelbart positiv over, de signaler, der sendes i udspillet. Både den øgede frihed, men også det fokus, der er på en styrkelse af almenområdet og en styrkelse af medarbejdernes specialpædagogiske uddannelse. Det tror vi på, der er brug for, for at kunne møde de udfordringer folkeskolerne står overfor.

Vigersted Skole, Ringsted

Hvad er det første, du vil gøre, hvis skolerne bliver sat fri?

- Det første, jeg vil gøre, er at bryde med det skematyranni, der er nu. Så jeg ville sætte det fri og lave mere tværfagligt, siger Pia Gabel, der er viceskoleleder på Vigersted Skole nord for Ringsted.

Pia Gabel er viceskoleleder på Vigersted Skole nord for Ringsted.
Pia Gabel er viceskoleleder på Vigersted Skole nord for Ringsted. Foto: Privatfoto

Hvad er et ideelt skoleskema for dine elever?

- Et ideelt skoleskema er et skoleskema, der er formet ud fra den enkelte elevs niveau og ressourcer. Så vi får blik for eleven som barn eller ung og ikke som elev.

Hvad tænker du generelt om udspillet?

- Jeg synes, det er et spændende udspil. 35 punkter er meget, så jeg har ikke læst det hele igennem. Men jeg ser nogle muligheder i det, men jeg ser også nogle udfordringer i det, siger hun og tilføjer:

- Bekymringen er blandt andet, hvordan vi skal finansiere det tidsmæssigt. Vil det betyde længere skoledage? 

Det er regeringens plan, at de første ændringer i folkeskolen kommer næste år. Store dele af udspillet kan dog først implementeres fra 2025.

Du kan læse mere om regeringens folkeskoleudspil her.


Nyhedsoverblik