En sagsbehandler var bekymret for den otteårige pige, der fra 2006 til 2007 var i pleje hos en familie i Skælskør.
Plejefaren er tiltalt for at have voldtaget, mishandlet og truet pigen i den periode, hvor hun boede hos familien. Retssagen mod ham begyndte torsdag ved Retten i Næstved, og fredag fortsætter vidneforklaringerne i sagen.
Den første af dagens vidner var den forurettede piges sagsbehandler, som har kendt hende, siden hun var helt lille. Det var hende, der sørgede for, at pigen blev anbragt hos plejefamilien, men sagsbehandleren besøgte ofte pigen i begyndelsen, og i hjemmet så hun nogle ting, der fik sagsbehandlerens alarmklokker til at ringe.
Han kørte meget psykisk på nogle af os plejebørn. Man fik hele tiden at vide, at man var for dum til tingene, og at man ikke kunne noget
- Plejemoren var altid fuld. Det var hun allerede om morgenen. Og jeg undrede mig over, at det var plejefaren, der badede den 13-årige pige (en af de andre plejebørn, der boede der samtidig med den forurettede, red.), sagde sagsbehandleren i retten.
- Jeg var besat af at få hende (den forurettede, red.) væk derfra.
Pigen blev fjernet fra familien i februar 2007. På det tidspunkt mistede plejefaren sin tilladelse til at have plejebørn.
Tidligere plejedatter vidnede
I retten i dag har et tidligere plejebarn også vidnet. Hun boede hos den tiltalte og hans kone fra 2005 til 2008 og ankom tre dage efter den otteårige pige, der er forurettet i den aktuelle sag.
- Det var hårdt at bo hos dem. Jeg synes, det var hårdt, sagde vidnet i retten.
- Han kørte meget psykisk på nogle af os plejebørn. Man fik hele tiden at vide, at man var for dum til tingene, og at man ikke kunne noget. Det var også hårdt at se, ens plejemor drak.
Vidnet forklarede i retten, at hun troede, at den otteårige pige havde det svært hos plejefamilien, men at hun ikke lagde så meget mærke til det, fordi alle plejebørnene kæmpede med hver deres ting. Én episode fortalte hun dog om i retten:
- Når vi skulle spise, var der en episode. Fredag var pizzadag, og hun (den forurettede, red.) fik serveret sin pizza i en hundeskål, fortalte hun og forklarede, at hun efterfølgende fik at vide, at det var, fordi den otteårige pige spiste som dyrene.
Hun blev kylet ind på værelset, og hun råbte og skreg. Hun måtte ikke være i stalden, og hun ville stikke af, fordi hun var ked af det
En anden episode, som vidnet fortalte om i retten, var engang, hvor den otteårige pige klippede manken af plejefarens søns pony, fordi hun ville gøre den fin til et stævne. Det gjorde ifølge vidnet plejefaren meget vred.
- Hun blev kylet ind på værelset, og hun råbte og skreg. Hun måtte ikke være i stalden, og hun ville stikke af, fordi hun var ked af det. Så de satte brædder foran hendes dør. Det blev helt voldsomt og overdrevet, forklarede vidnet.
Den tidligere plejedatter fortalte også, at det altid var plejefaren, der lagde den otteårige pige i seng, og at han også badede hende. Det samme fortalte to andre tidligere plejedøtre i retten torsdag.
Mødte ikke op i retten
Den tidligere plejefar er tiltalt for at have forgrebet sig på en dengang otte år gamle pige, der var i pleje hos ham og hans hustru i Skælskør. Overgrebene fandt ifølge tiltalen sted i perioden 2006 til 2007.
Næsten dagligt gik plejefaren ind på pigens værelse, hvor han forgreb sig på hende og voldtog hende, fremgår det af anklageskriftet.
Sagen mod plejefaren er ramt af, at han ikke er mødt op i retten hverken torsdag eller fredag. Torsdag forsøgte hans forsvarer at få sagen udskudt, fordi den tiltalte var alvorligt syg, og senere afleverede de en lægeerklæring, der viste, at han lider af en svær stressreaktion - noget, som dommeren dog ikke anerkendte som gyldig grund til at udsætte sagen.
Men da den tiltalte heller ikke mødte op fredag, udsatte dommeren sagen på ubestemt tid. Det er alene forklaringen fra plejefaren, der mangler at blive afgivet.
Dømt i tidligere sag
Den tiltalte mand er tidligere dømt for overgreb begået mod tre søstre, der var i pleje hos ham og hans hustru fra 1999 til 2005. Han fik fem års fængsel for vold og overgreb.
Dommen blev senere stadfæstet i landsretten.
Sagen fik særligt meget opmærksomhed, da søstrene lagde sag an mod Slagelse Kommune. Kommunen havde haft det overordnede ansvar for pigerne, mens de var anbragt.
I 2017 kom Østre Landsret frem til, at ofrene hver skulle have 100.000 kroner i erstatning fra Slagelse Kommune.
Den tiltalte er 63 år i dag og nægter sig skyldig i anklagerne mod ham.
Her kan du få overblik over den sag, som plejefaren tidligere er dømt for. Der er endnu ikke faldet dom i den nye sag, og plejefaren nægter sig skyldig.
Grafik: Nick Abildgaard