I dag udbyder Syddansk Universitet over 220 uddannelser over landet, men det tal vil falde på grund af besparelser.
Frem mod 2019 er Syddansk Universitet, SDU, nødt til at lukke en række uddannelser, linjer og forskningsmiljøer som konsekvens af regeringens sparekrav til landets universiteter, der blev præsenteret i begyndelsen af april.
Og afdelingen i Slagelse bliver også nødt til at nedlægge uddannelser.
Rektor på Syddansk Universitet Henrik Dam kan nu løfte sløret for, hvilke uddannelser og forskningsområder, SDU er nødt til at sige farvel til. Der skriver TV2/Fyn.
- Det kommer til at få den konsekvens, at vi kommer til at have et lidt lavere uddannelsesudbud, end vi har i dag, siger Henrik Dam til TV2/Fyn og uddyber, at også forskningsområderne bliver ramt af besparelser.
- Det har selvfølgelig en konsekvens for landet som helhed, når vi laver mindre forskning. Forskning er jo kimen til det, vi skal leve af fremadrettet, så mindre forskning vil alt andet lige betyde mindre velstand fremadrettet.
Ifølge rektoren er de ramte uddannelser alle nogle med et lavt optag af studerende, og hvor der er dårlig økonomi.
Uddannelserne er fordelt på universitetets forskellige campusser i Odense, Slagelse, Kolding, Esbjerg og Sønderborg.
I Slagelse drejer det sig om:
- De to cand. merc.- uddannelser lukker.
- Professionsbacheloruddannelsen i økonomi og IT i Slagelse lukker.
- HA-linjen Sports- og eventmanagement lukker.
- Desuden nedlægges kantinen.
/Ritzau/