Se billederne: Sådan så det ud, da Storebæltsbroen gik i sort

I et opråb for naturen blev lyset på Storebæltsbroen slukket i en time lørdag aften. Borgere kan også selv spare penge ved at spare på strømmen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lørdag aften klokken 20.30 blev lyset på Storebæltsbroens to pyloner slukket. Det skete for at markere Verdensnaturfondens årlige, internationale kampagne Earth Hour – der har til formål at sætte fokus på verdens natur- og klimaproblemer.

Også i Guldborgsund Kommune blev begivenheden markeret. Her var det gadebelysningen, der blev slukket i en time, da klokken blev 20.30.

quote Tænker man sig om og slukker lyset, kan du spare 200-300 kroner om året

Morten Kidal, pressechef, Andel

Kampagnen har eksisteret siden 2007 efter at være blevet startet af en australsk afdeling af Verdensnaturfonden.

- Vi slukker lyset for at sætte fokus på, at vi mister vilde dyr, biodiversitet og enestående natur som aldrig før, fortalte Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden i en pressemeddelelse forud for årets kampagne.

Klokken 20.30 blev lyset på Storebæltsbroen slukket.
Klokken 20.30 blev lyset på Storebæltsbroen slukket. Foto: Frederik Lind / Lind Foto

De slukkede lys på Storebæltsbroen og andre steder i regionen er dog ikke noget, der isoleret set skubber til klimaregnskabet, forklarer Morten Kidal, der er pressechef i Andel, som står for at sende strømmen ud til husstande og virksomheder.

- Det er ikke noget, vi kan se i de transporterede mængder el, at Storebæltsbroen har slukket lyset i går aftes, siger han til TV2 ØST og forklarer videre:

- Belysning fylder ikke ret meget i det samlede energiforbrug i dag. Energieffektive LED-pærer har barberet enormt meget af forbrugt – så der er tale om en symbolsk handling, når man slukker lyset i en time.

Men dermed ikke sagt, at det ikke nytter noget at gøre det til en vane at slukke lyset i det daglige, når man ikke har brug for det, pointerer pressechefen.

- Tænker man sig om og slukker lyset, kan du spare 200-300 kroner om året.

Underholdning sluger strøm

Ifølge Morten Kidal udgør belysning i runde tal en tiendedel af det samlede energiforbrug i danske husstande. Derimod har andre forbrugsvaner sparket det private energiforbrug op.

For ti år siden var det de hårde hvidevarer, som fik elmåleren til at løbe stærkt. I dag er det opladning i af smartphones, tablets og strøm til computere, spillekonsoller og diverse streaming enheder, der fylder mest i strømforbruget. 

De såkaldte underholdningsapparater står således for 40 procent af strømforbruget, imens hvidevarerne forbruger omkring 30-35 procent.

Her kan du spare energi – og penge – i husstanden

  • Skift halogenspots og glødepærer ud med LED. En LED-pære bruger kun 25 % af den strøm, en glødepære bruger. Og holder 10-15 gange længere.
  • Vælg effektive hvidevarer - vælg en model, der er energieffektiv – mindst A+ – og hold den rette temperatur i køleskab og fryser: For hver grad, du sænker temperaturen i køleskabet, stiger forbruget med 5 %.
  • Drop Standby - sluk helt for de el-apparater, du ikke bruger. Hvis du har mange apparater på standby, kan det koste dig op til 1.000 kr. om året.
  • Fyld maskinerne og skru ned for temperaturen. Din regning falder i takt med temperaturen. Hvis opvasken klares ved 50/55 °C, bruger du 10-20 % mindre strøm end opvask ved 65 °C.
  • Husk eftervarmen – du kan roligt slukke for ovnen 5-10 minutter før, maden er færdig. Så sparer du op til 25 % af den strøm, du ellers ville have brugt.
  • Brug tørresnoren og brug tumbleren én gang mindre om ugen. Så sparer du cirka 130 kWh om året (260 kroner).

Kilde: SEAS-NVE/Andel

Ser man på de hjemlige breddegrader har energiforbruget i både husholdninger og virksomheder trods mange års fokus på klima- og miljøproblemer været stigende i perioden fra 2014 til 2018.

Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser dog, at der i 2019 skete et fald på 1,3 procent. Dette hænger blandt andet sammen med, at stadig mere elektricitet produceres på vindmøller.

- Når vindkraft erstatter kul eller andre brændsler i produktionen af el, reduceres det samlede energiforbrug, fordi man undgår en del af det energitab, der er i kraftværkerne, står der i opgørelsen.

Tilbage til dette års Earth Hour-kampagne, så foregik det på Storebæltsbroen på den vis, at belysningen blev indstillet til såkaldt natsænkning, da klokken blev 20.30.

Læs også
Storebæltsbroen går i sort i en time i opråb for naturen
Læs også
Storebæltsbroen går i sort i en time i opråb for naturen

Dette sker normalt hver aften fra klokken 24 og betyder, at de lamper, der hænger på højbroens store hovedkabler samt belysningen af de store pyloner slukkes.

Broen er dog oplyst under vejbane-niveau af hensyn til skibstrafikken samt i toppen af de to pyloner som luftfartsafmærkning.


Nyhedsoverblik