Seks personer er blevet anholdt og sigtet for to røverier mod kiosker i det centrale Slagelse.
Det oplyste Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tirsdag.
I dag, onsdag, er fire af de unge mennesker blevet varetægtsfængslet i fire uger for to røveriforsøg, oplyser anklagerne ved Sydsjælland og Lolland-Falster Politi på Twitter.
Vi vil altid gerne høre fra vidner, hvis de har oplysninger i sagen
- Vi har lige anholdt seks personer i forbindelse med sagen, så der er fremdrift, sagde Henrik Karlsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om anholdelserne tirsdag til TV2 ØST.
Tidligt tirsdag eftermiddag efterlyste politiet en yngre mand, der indenfor kort tid menes at have begået to røverier mod kiosker i Slagelse.
Klokken 12.56 dukkede en mand på mellem 20 og 25 år op i Travkiosken i Smedegade og truede personalet med en kniv. Manden bar en hvid hættetrøje. Han løb derfra muligvis uden udbytte.
En halv time senere - klokken 13.30 - blev der begået et røveri i en kiosk i Priorgade 17. Her truede en ung mand med kniv og løb derfra - muligvis uden udbytte.
Politiet efterlyser vidner
Men tirsdagens anholdelser, som fandt sted på to adresser i Slagelse og omegn, tyder på, at den yngre knivrøver ikke er alene om sagen.
- Der var ingen dramatik i forbindelse med anholdelserne, sagde Henrik Karlsen, til TV2 ØST tirsdag.
Politiet kunne på daværende tidspunkt ikke oplyse nærmere om de sigtede i sagen. Man kan hos politiet heller ikke oplyse, hvorvidt gerningsmændene slap afsted med et udbytte under røverierne i Slagelse.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Vi er helt i den indledende efterforskningsfase, hvor vi ikke plejer at sige særlig meget. Vi kan heller ikke vide, om vi skal have fat i flere personer, sagde Henrik Karlsen.
Derfor vil politiet gerne i kontakt med eventuelle vidner, som kan hjælpe med at opklare sagen.
- Vi vil altid gerne høre fra vidner, hvis de har oplysninger i sagen, sagde han.
Hvis man har oplysninger om sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.