Skoleelever skal være 'firstmovers' på at sortere skrald

Fire nye spande til affald har fundet vej ind i fire skoler i Slagelse. Her skal eleverne selv sortere deres affald i skoletiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kulørte klistermærker ligger som en rød løber på gulvet under fire beholdere, der pryder væggen i fællesarealet på Dalmose Skole.

De nye beholdere er affaldsspande. Her hænger en til papir og pap, restaffald og blødt plast, madfald samt metal, glas og hård plast. I klasselokalerne står også en skraldespand til restaffald.

Med andre ord har affaldssortering vundet indpas på Dalmose Skole.

- Det er okay. Jeg kan godt lide den måde, de har sat klistermærkerne op på i mellemtrinet, siger Jonas Ankerskjold fra 3. klasse. Han og hans klassekammerater skal ind på mellemtrinets gang, når de skal af med deres affald.

Men det er ikke kun på mellemtrinet, der bliver sorteret affald. Alle elever fra 0.-9. klasse er med til at sortere skrald på den nye måde i skoletiden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Klistermærker under de nye skraldespande skal gøre det nemmere for eleverne at smide affaldet ud det rigtige sted.
Klistermærker under de nye skraldespande skal gøre det nemmere for eleverne at smide affaldet ud det rigtige sted. Foto: Katja Gasiorowski - TV ØST

Kommunen inddrager eleverne

Affaldssorteringen på Dalmose Skole sker som led i regeringens ressourceplan, hvor 50 procent af vores affald skal genanvendes på landsplan senest i 2022. Genanvendelsesprocenten kan svinge fra kommune til kommune, ligesom det er op til den enkelte kommune, hvordan den opnår målet.

Slagelse Kommune er indtil videre den eneste kommune i vores sendeområde, der har lavet denne løsning med både affaldssortering hjemme i privaten og i kommunens skoler.

- Vi håber i virkeligheden, ved at bakke op om det her i Ejendomsservice og i kommunen som helhed, at vi kan få en synergieffekt med sorteringen hjemme i det private, hvor der jo er lige så meget affald, der kan genanvendes potentielt set, siger Niels Christian Jørgensen, der er virksomhedsleder i Ejendomsservice i Slagelse Kommune.

Fire testskoler samler erfaringer

Indtil videre er fire folkeskoler en del af den nye affaldssorteringsordning. I de kommende måneder er det elevernes opgave at teste det nye system og samle erfaringer til Ejendomsservice, som har planer om at rulle konceptet ud til resten af folkeskolerne i kommunen senere i år.

På Vemmelev Skole har duksene gjort status efter de første par uger med affaldssortering.

- Jeg synes nogle gange her i klassen, at restaffaldet godt kan blive fyldt op lidt for hurtigt. Men der er det lige så meget os selv, der skal være gode til at gå ud med det i tide. Så må vi gå ud med det to gange om dagen, så det bliver bedre, fortæller Jeppe Olsbro, der går i 9.b og er elevrådsformand på Vemmelev Skole, der også er en af testskolerne.

Jeppe Olsbro fra 9.b viser de nye skraldespande frem på Vemmelev Skole.
Jeppe Olsbro fra 9.b viser de nye skraldespande frem på Vemmelev Skole. Foto: Katja Gasiorowski - TV ØST

De fire testskoler er Dalmose Skole, Vemmelev Skole, Stillinge Skole og Hvilebjerg Skole.


Nyhedsoverblik