Siden starten af juli måned har Slagelse Kommune været ramt af flere påsatte brande. Men det er ikke kun i den seneste tid, at kommunen har indtaget en tung plads i statistikkerne over anmeldte ildspåsættelser.
Siden 2013 og frem til årsskiftet er Slagelse den kommune uden for hovedstadsområdet, der har haft flest påsatte brande per indbygger.
Den vestsjællandske kommune har i gennemsnit haft 8,4 påsatte brande per 10.000 indbyggere om året fra 2013 til 2021. Tilsvarende er der for de øvrige 11 kommuner i TV2 ØST's sendeområde registreret i gennemsnit 2,5 anmeldelser om påsatte brande per 10.000 indbyggere.
Oplysningerne fremgår af en opgørelse fra Rigspolitiet, som TV2 ØST har modtaget på baggrund af en aktindsigt i antallet af påsatte brande for hver af landets 98 kommuner.
Rigspolitiet henviser her til antallet af anmeldelser om påsatte brande – kategoriseret som henholdsvis kvalificeret brandstiftelse og forsætlig brandstiftelse – i politiets officielle journaliserings- og sagsstyringssystem.
Oplysningerne baserer sig på indberetninger fra de lokale politikredse.
Rigspolitiet anfører som et standardforbehold, at opgørelsen er behæftet med en vis usikkerhed. Dette sker med henvisning til, at oplysningerne er hentet i politiets officielle journaliserings- og sagsstyringssystem, Polsas, hvor der kan ske ændringer afhængigt af tidspunktet for udtrækket af oplysningerne i opgørelsen.
Forebyggende indsats
I Slagelse Kommune erkender borgmester Knud Vincents (V), at der har været mange brande, men han mener også, at kommunen har lagt sig i selen for at forebygge.
- Lige i øjeblikket har vi haft en eksplosiv stigning i juli måned. Heldigvis har politiet i dag offentliggjort, at de har anholdt en 47-årig mand, og det håber vi, får det her – som er dybt ulykkeligt – til at falde nu, og vi får opklaret de seneste 13-14 brande, siger han.
Selvom Slagelse Kommune ligger højt i statistikken, er det ifølge borgmesteren væsentligt at holde for øje, hvordan de påsatte brande opstår.
- Jeg underkender ikke, der har været brande, men hvilke brande er det, vi taler om. Er det ild i en affaldscontainer eller en skraldespand? Det er vigtigt at forholde sig til. Vi laver meget forebyggende indsats og har en tæt dialog med politiet og er egentlig ikke så bekymrede, udover at vi er dybt bekymrede over det, som er sket den seneste måneds tid, siger han og tilføjer:
- Jeg synes, det, jeg oplever, er, at vores forebyggende indsats begynder at virke, men det er et kæmpelangt træk.
Det afspejles også i opgørelsen fra Rigspolitiet, som viser, at der i 2018 blev anmeldt 147 ildspåsættelser i Slagelse Kommune, hvilket sidste år var faldet til 49.
Her godt seks måneder inde i 2022 har der dog været registreret lige så mange anmeldelser om påsatte brande som i hele 2021 i Slagelse Kommune, hvilket gør, at Slagelse er den kommune i hele landet, der aktuelt har flest anmeldelser om påsat brand per indbygger.
Slagelse er sorteper ifølge det lokale politi
Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har vicepolitiinspektør Casper Andersen ikke noget entydigt bud på, hvad der gør, at Slagelse vejer så tungt i statistikken, som tilfældet er:
- Det har jeg meget svært ved at svare på. Det ville blive et gætværk fra min side, hvad det er, der gør, at der er forholdsmæssigt flere brande i Slagelse, siger han.
VIDEO: En af brandene i juli var i Per Christensens garage.
Vicepolitiinspektøren understreger dog, at de arbejder på at få antallet af brande ned.
- Vi arbejder for det første tæt sammen med øvrige myndigheder, herunder kommunerne. Der har vi et rigtig godt samarbejde. Derudover efterforsker vi de her sager intensivt, når vi har dem. Vi gør også rigtig meget ud af at arbejde sammen med borgerne for at få eventuelle vidneforklaringer, og så gør vi meget ud af den tryghedsskabende indsats, fordi vi ved, at brandene skaber en vis utryghed, siger Casper Andersen.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lægger Slagelse også tungt i statistikkerne, hvis man i tillæg til Rigspolitiets opgørelse inkluderer uagtsom brandstiftelse samt brandundersøgelser, hvor politiet mener, der har fundet en brandstiftelse sted.
Det fremgår af et svar sendt til TV2 ØST i forbindelse med en aktindsigt.
Opgøres antallet af påsatte brande på denne måde har der været flere end 15 påsatte brande per 10.000 indbyggere om året i Slagelse Kommune mod 10 påsatte brande per 10.000 indbyggere i hele politikredsen i perioden 2013 frem til nu.
Ud af samtlige anmeldelser om brandstiftelse i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds tegner Slagelse Kommune sig således ifølge den lokale politikreds for hver tredje sag om brandstiftelse blandt kredsens syv kommuner.
Politikredsen anfører ligesom Rigspolitiet, at opgørelsen er behæftet med en vis usikkerhed.