Mennesker med en dødsdom i form af livstruende sygdom skal ikke have mulighed for at få hjælp til at ende deres dage uden lidelse. I hvert fald ikke hvis det står til landets folkekirkepræster, skriver Kristeligt Dagblad.
Hele tre ud af fire præster, 75 procent, er uenige eller meget uenige i, at aktiv dødshjælp skal være en mulighed. Det viser en undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har foretaget blandt præsterne. Men spørger man befolkningen, ser billedet stik modsat ud.
Her går knap tre ud af fire, 71 procent, ind for aktiv dødshjælp, viser en undersøgelse udgivet af Palliativt Videncenter.
Mener det er Guds beslutning
Ifølge Michael Hviid Jacobsen, sociologiprofessor og forsker i døden ved Aalborg Universitet, er der er to grunde til den store holdningsforskel:
- For det første betragter præster dødsøjeblikket som noget, der er guddommeligt bestemt og dermed ikke noget, det enkelte menneske selv skal træffe beslutning om, siger han.
For det andet har det en indflydelse, at de fleste i befolkningen er på lang afstand af døden.
- Derfor er det alt andet lige lettere at svare ureflekteret, at det er noget, den enkelte selv må afgøre. I vores samfund, hvor vi alle skal bestemme stort set alt i livet, synes det at være tilfældet, at folk også mener, at vi skal kunne bestemme alt angående døden, siger Michael Hviid Jacobsen og peger samtidig på, at der er samme uoverensstemmelse, når det drejer sig om lægers opfattelse af aktiv dødshjælp i forhold til befolkningens.
Slagelsepræst støtter aktiv dødshjælp
Ifølge Katja Liebst-Olsen, sognepræst i Slagelse, er så mange præster imod aktiv dødshjælp, fordi de frygter, at nogle mennesker vil kunne føle sig presset til at vælge aktiv dødshjælp:
- Som præst kommer man i berøring med mange sårbare mennesker, der føler sig som en byrde for sine omgivelser - for eksempel nogle ældre mennesker eller mennesker, der er meget syge. Her kan man godt være bange for, at de mennesker vil føle sig presset til at vælge aktiv dødshjælp, fordi de føler sig som en stor klods om foden på deres pårørende og deres omgivelser. De vil måske føle, at det er deres pligt at tage det noble valg selv at gå i døden, siger Katja Liebst-Olsen.
Men trods den bekymring går hun selv ind for aktiv dødshjælp:
- Jeg har mødt mennesker, der var i så store smerter, at de bare lå og ventede på at dø. De mennesker kunne vi godt hjælpe ved at udfri dem for deres lidelser. Det er i mine øjne det mest næstekærlige at gøre.
Imod at gøre sig til herre over livet
Nete Ertner Rasmussen, sognepræst i Tappernøje, mener, at holdningsforskellen skyldes, at præster har døden tæt inde på livet, og samtidig vurderer hun, at der i præstestanden er en større del, der har en fast tro på Gud og livets forkrænkelighed.
Netop derfor går hun ikke selv ind for aktiv dødshjælp:
- Idet du går ind og hjælper et andet menneske til at dø, er du med til at gøre dig til herre over livet, siger hun.
Undersøgelserne viser også, at mens kun 22 procent af præsterne godt selv kunne forestille sig at komme i en situation, hvor de vil bede om aktiv dødshjælp, gælder det hele 64 procent af befolkningen.
Spørger man Peter B. Andersen, religionssociolog ved Københavns Universitet, er der en stor fordel i, at præster har etiske spørgsmål som aktiv dødshjælp tæt inde på livet:
- Præster er en del af den gruppe mennesker, der er i stand til at diskutere etik og moral på et filosofisk højt niveau. Det er godt for samfundet, for det højner abstraktionsniveauet i debatten, og det er der behov for. For ellers bliver det de tilfældige oplevelser, man selv har haft, som bliver påberåbt som regelsættende.