Smitten stiger i Slagelse - sogn i fare for at lukke ned

Slagelse Kommune er den kommune med det højeste smittetryk i sendeområdet. Værst står det til i Gimlinge sogn, der nærmer sig grænsen for nedlukning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Slagelse Kommune topper lige nu listen med flest Covid-19 smittetilfælde i vores sendeområde. Den seneste tid har kommunen oplevet et større smitteudbrud, og det er den smitsomme delta-variant, der dominerer.

Det har resulteret i, at Slagelse Kommune lige nu har et incidentstal på 152,4 per 100.000 borgere. Reelt svarer det til 121 smittetilfælde de seneste 7 dage.

quote Vi har fra fredag den 20. august valgt at stille en testvogn op i den tidligere tandklinik på Blomstervænget i Dalmose

Søren Rasmussen, lægefaglig ansvarlig for vaccinationsprogrammet i Region Sjælland

Værst står det til i Gimlinge Sogn, hvor incidentstallet er et af de højeste i landet. Sognet består blandt andet af byerne Dalmose, Gimling og Vemmeløse.

- På sogneniveau over det højeste smittetryk er Gimlinge lige nu i top fem. Og det, der er specielt, er, at selvom Gimlinge Sogn kun har 1371 indbyggere, så er det stadig ret stort, når man ser på de andre sogne i toppen, der har omkring 200 – 300 indbyggere, forklarer Søren Rasmussen, lægefaglig ansvarlig for vaccinationsprogrammet i Region Sjælland.

Testvogn opstilles i Dalmose

Lige nu har Gimlinge Sogn 16 smittede de seneste syv dage. Hvis sognet har 20 smittede i  syv dage, lukkes sognet ned.

Derfor er både Slagelse Kommune og Region Sjælland gået ind i kampen for at dæmpe smitten i Gimlinge Sogn.

For at dæmpe smittetrykket og afværge en nedlukning af sognet, har regionen valgt at stille en testvogn til rådighed i sognet for at gøre det nemmere for indbyggerne at lade sig teste. Det skal sikre, at eventuelt smittede kan isolere sig selv og derved undgå at smitte andre.

Læs også
Dansk vaccine er effektiv - men vejen til godkendelse er lang
Læs også
Dansk vaccine er effektiv - men vejen til godkendelse er lang

- Vi har fra fredag den 20. august valgt at stille en testvogn op i den tidligere tandklinik på Blomstervænget i Dalmose. Vognen holder der både fredag og lørdag for at give eventuelle pendlere mulighed for også at benytte testvognen, forklarer Søren Rasmussen.

Slagelse Kommune har ligeledes i dag delt et opslag på deres Facebook-side, hvor de opfordrer alle i henholdsvis Dalmose, Vemmeløse, Gimlinge, Bjærup, Vollerup og Vollerup Gårde til at lade sig teste hurtigst muligt for at dæmpe smittetrykket.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Smittestigning er rejserelateret

Nogen vil måske tro, at det stigende smittetryk er relateret til skolestart. Det er det til dels også, forklarer Søren Rasmussen, men roden til det stigende smittetryk skal faktisk findes et andet sted.

quote Vi ved at cirka en femtedel af de udbrud, vi ser i øjeblikket, er rejserelateret, efter folk har været på ferien.

Søren Rasmussen, lægefaglig ansvarlig for vaccinationsprogrammet i Region Sjælland

- Vi ved, at cirka en femtedel af de udbrud, vi ser i øjeblikket, er rejserelateret, efter folk har været på ferie. Fordi Delta-varianten er så smitsom, så er der lynhurtigt mange smittede på kort tid, siger Søren Rasmussen og fortsætter:

- Børnene har været på ferie, og så kommer de tilbage i skolen, og børn under 12 år er jo ikke blevet vaccineret, og så bringer de måske noget smitte med i skole, fortæller Søren Rasmussen.

Derfor er det også vigtigt at lade sig teste, hvis man bor i et af de områder, hvor smittetrykket er stigende, oplyser både Slagelse Kommune og Region Sjælland, så en eventuel nedlukning kan afværges.


Nyhedsoverblik