Smitteudbrud på friskole – alle elever og lærere sendes hjem i en uge

Lille Egede Friskole er i disse dage fuldstændig ryddet for både elever og lærere, fordi seks elever og ansatte er testet positive med covid-19.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Først var det én lærer. Så blev også to elever testet positive. Siden blev det til tre lærere og tre elever – og mange venter stadig svar på deres coronatest. 

Smittetallet stiger på Lille Egede Friskole i Boeslunde, og nu har skolelederen taget konsekvensen og sendt alle elever og lærere hjem indtil på mandag.

- Antallet af smittede begyndte at stige, og vi er nu oppe på tre voksne og tre børn. De har haft kontaktflader på kryds og tværs, så efterhånden har de smittede lærere og den smittede pædagog været i alle klasser fra 0. til 6. klasse. Så til sidst var jeg nødt til at tage beslutningen om at sende alle klasser hjem, fortæller Lars Jacobsen, skoleleder på Lille Egede Friskole.

quote De har haft kontaktflader på kryds og tværs

Lars Jacobsen, skoleleder på Lille Egede Friskole

Den smittede lærer, der formentlig er kilden til smitteudbruddet, begyndte tirsdag eftermiddag at få det første symptom på covid-19 i form af træthed. På dette tidspunkt befandt han sig til et personalemøde med resten af skolens lærere, og da han kom hjem fra sin arbejdsdag, fik han hovedpine.

Han valgte derfor at melde sig syg resten af ugen, men først fredag aften kom svaret på coronatesten, der viste, at han var smittet med covid-19. Ifølge skolelederen er læreren blevet smittet til en konfirmationsfest i København i forrige weekend.

Flere smittede

Siden blev også to elever testet positive, og søndag valgte skolelederen derfor efter sparring med myndighederne at hjemsende de klasser, som læreren havde været i kontakt med. Det drejede sig om 1., 2. og 6. klasserne.

- Søndag fik de at vide, at de ikke skulle møde op mandag, men at de alle skulle have en test hurtigst muligt, fortæller skolelederen.

Mandag besluttede Lars Jacobsen så også at sende stort set alle lærere og pædagoger hjem, fordi de havde siddet i samme rum som den smittede lærer til personalemødet forrige tirsdag. Nu var der derfor ingen lærere tilbage til at undervise i de øvrige klasser, og resten af eleverne blev derfor sendt hjem til fjernundervisning.

- De har været sendt hjem i går (mandag, red.), fordi vi simpelthen ikke havde noget personale tilbage. De blev i første omgang sendt hjem til og med onsdag, men jeg har i dag besluttet at forlænge hjemsendelsen, fordi der kan være mindre søskende i klasser, hvor der er smitte, forklarer Lars Jacobsen.

sophieskolen.jpg
Læs også
0.klasser tilbage i skole efter coronasmitte: - Det var et enkeltstående tilfælde
sophieskolen.jpg
Læs også
0.klasser tilbage i skole efter coronasmitte: - Det var et enkeltstående tilfælde

Beslutningen om at sende alle hjem er først og fremmest truffet, fordi smittetallet nu er steget til seks. Det drejer sig om to lærere, én pædagog, to elever fra 6. klasse og én elev fra 2. klasse.

Skolelederen har derfor vurderet, at det er sandsynligt, at smittetallet vil stige yderligere i de kommende dage.

- Vi har mange igennem tests, så det kan jo nå at udvikle sig. Svarfristen er forøget i disse dage, og bare det at få en test er vanskeligt lige nu. Jeg har hørt flere forældre, der siger, at de først kan få en tid på torsdag i Maribo, og så kan der gå yderligere tre døgn, inden man får svar. Så der er pres på, siger Lars Jacobsen.

Alle skal testes

Lars Jacobsen har samtidig med hjemsendelsen til mandag besluttet, at alle 192 elever og samtlige af skolens lærere og pædagoger skal have en negativ test, før de får lov at komme tilbage i skole.

- Det er ligesom for at starte på en frisk på mandag, hvor vi er sikre på, at ingen kommer syge i skole, siger han.

quote Det har været vigtigt for os, at vi ikke selv tager beslutninger ud i det blå, men at vi er godt vejledt

Lars Jacobsen, skoleleder på Lille Egede Friskole

Ledelsen på Lille Egede Friskole har, lige siden den blev bekendt med, at den mandlige lærer var testet positiv med covid-19, løbende været i kontakt med både sundhedsmyndighederne og Sundhedsplejen i Slagelse Kommune.

- Det har været vigtigt for os, at vi ikke selv tager beslutninger ud i det blå, men at vi er godt vejledt, siger Lars Jacobsen.

Ifølge skolelederen har friskolen handlet fuldstændig efter bogen, og der er stor ros fra både smitteopsporingen og Slagelse Kommune for den måde, som skolen har håndteret situationen. Det har med andre ord været svært at undgå den smittesituation, som skolen nu befinder sig i.

- Vi skruer selvfølgelig igen op for alt, hvad vi kan med ekstra rengøring og så videre. Men jeg kan jo ikke garantere, at det ikke kommer igen, for folk kan have det med alle mulige steder udefra.

- Men jeg synes, at vores forældre og personale har været enormt cool til at bakke op om det her og ikke gå i panik. Der er stor tryghed til, at vi følger myndighedernes anbefalinger, siger Lars Jacobsen.  

Lærer på Forlev Friskole testet positiv

Det er ikke kun på Lille Egede Friskole, at der i den forgange uge har været travlt med smitteopsporing i det vestsjællandske.

Også på Forlev Friskole i Vemmelev mødte færre elever og lærere op mandag morgen, fordi en kvindelig lærer var blevet testet positiv med covid-19.

- Jeg fik meddelelsen lørdag eftermiddag, at vedkommende var testet positiv. Hun havde været sammen med nogen privat tirsdag i sidste uge, hvor det er meget, meget sandsynligt, at hun er blevet smittet, fortæller skoleleder Niels Christian Buch.  

Tuse Skole
Læs også
To skoleklasser sendt hjem - frygter coronasmitte
Tuse Skole
Læs også
To skoleklasser sendt hjem - frygter coronasmitte

Det bliver hurtigt klart for skolederen, at der kan være foregået smitte på skolen om onsdagen og torsdagen, da læreren havde sygemeldt sig fredag med symptomer.

- Så vi fandt ud af, hvilke klasser hun har haft i onsdag og torsdag, og hvilke lærere hun har været sammen med for på den måde at lægge snittet på, hvem der skulle hjemsendes, forklarer Niels Christian Buch.

Må komme tilbage efter fem dage

Derfor er 1., 6. og 7. klasserne nu hjemsendt og må komme tilbage igen i morgen, onsdag, såfremt de er symptomfri. De har derfor været hjemsendt i fem dage.

Sundhedsstyrelsens forholdsregler ved tilfælde af covid-19 i dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser foreskriver ellers, at elever bør være hjemsendt i syv dage, hvis de har været i kontakt med en smittet og ikke selv er blevet testet.

quote Jeg vurderer, at fem dage må være rigeligt

Niels Christian Buch, skoleleder på Forlev Friskole

- Desuden skal børn, der er nære kontakter, og som ikke bliver testet, have været hjemme i 7 dage uden at udvikle symptomer, før de må komme i dagtilbud/skole/ungdomsuddannelse igen, skriver Sundhedsstyrelsen.

Hvordan kan du være sikker på, at eleverne er fri for smitte, når de ikke er hjemsendt i syv dage, som retningslinjerne siger?

- Jeg vurderer, at fem dage må være rigeligt. Selvfølgelig skal de være fuldstændig symptomfri, hvis de møder op igen i morgen, og så opfordrer jeg jo samtidig til testning. Det handler om, hvor tæt man har været på hinanden, og hvor stor sandsynligheden for smitte er, og i vores tilfælde har jeg ud fra en samtale med en fra Region Sjællands hotline skønnet, hvad der var rimeligt, siger Niels Christian Buch.

Læs også
Skole på Falster ramt af coronavirus - fire klasser sendt hjem
Læs også
Skole på Falster ramt af coronavirus - fire klasser sendt hjem

Ifølge Niels Christian Buch er ingen udover den pågældende lærer blevet testet positive, så alt tyder på, at der ikke er foregået smittespredning på skolen.

- Jeg har været i kontakt med mange forældre de sidste dage, og der er ikke noget, der tyder på, at der har været smitte, siger Niels Christian Buch.

Alle elever er blevet opfordret til at blive testet, og derudover er tre lærere blevet testet, som alle tre er testet negative.

På Forlev Friskole går der cirka 210 elever.


Nyhedsoverblik