Det er populært at gå til esport, og det kan Sørby Esport mærke.
På et år har de rundet 140 medlemmer, og de har flere på venteliste. Dermed kan de kalde sig for den største danske esportsforening.
I weekenden afholdt de træningslejr for 45 af deres bedste elitespillere i Dalmose.
Den slags arrangementer vil de gerne lave flere af, men det havde folkene bag Sørby Esport ikke turdet drømme om, da de startede foreningen op i samarbejde med Sørbymagle Idrætsforening tilbage i marts sidste år.
- Det betyder sindsygt meget. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Vi havde ikke turdet håbe på, at vi kunne være Danmarks største for et år siden, siger Mark Kristensen, der er formand i Sørby Esport.
Ifølge Sørby Esport har de over 100 interesserede computerspillere på venteliste. De forventer at kunne fordoble antallet af medlemmer, når de optager nye om en måneds tid.