Stem på tirsdag - lokalt er vores bud, så Dyrby ryger ud, så Dyrby ryger ud.
Melodien fra "Yellow Submarine" gjaldede i dag ved Brugsen i Skælskør på en tekst skrevet af byrådsmedlemmet Steen Olsen. Her blev Slagelse Kommunes siddende borgmester John Dyrby Paulsen (S) kaldt "et pjok" og "gemen", og der blev også sunget om et meget omtalt "numseklask".
Teksten blev sunget i anledning af veteranen Steen Olsens farvel til politik efter 40 år og lyder måske ikke så overraskende midt i en valgkamp. Men med til at synge sangen var en af borgmesterens egne partikolleger, Anne Bjergvang fra Agersø og Radikales spidskandidat Troels Brandt.
Der er nogen, der bruger latterliggørelse, spot, spe og hån og sådan noget. Det hører ingen steder hjemme
Med på fællessangen var også Venstres spidskandidat Knud Vincents, som ellers markerer sig på ordentlighed, anstændighed og samarbejde i det, der ofte er blevet kaldt Danmarks giftigste byråd.
- Den får da lige et lille dask
Skælskør-stemmeslugeren Steen Olsen blev tidligere på året ekskluderet fra Socialdemokratiet. Denne lørdag havde han inviteret på øl, sodavand og pølser ved Brugsen i Skælskør for at sige tak efter 40 år i lokalpolitik. Et arrangement, der alt efter øjnene, der ser, var enten en hyggelig afsked efter mange år i politik eller et hårdt smæk med døren.
Selv synes Steen Olsen dog ikke, at hans afskedssalut var et decideret smæk med døren.
- Den får da lige et lille dask. Det skal den da have, ellers bliver politik trist, siger Steen Olsen.
Jeg synes, at han er et pjok
Under alle omstændigheder viser sangen skrevet til lejligheden, at de hårde ord ligger forrest på tungen i Slagelse Kommune. Det er da også med helt åbne øjne, at Steen Olsen kalder kommunens borgmester for et "pjok".
- Jeg synes, at han er et pjok. Jeg har haft med ledelse at gøre gennem hele mit liv. Er man en god leder, taler man med folk på en ordentlig måde, også når man ikke er enige, siger Steen Olsen.
Her er teksten til sangen
Mel. Yellow Submarine
1.
Vi er samlet her i dag,
fordi Steen Olsen godt - vil takke af.
og han byder på lidt mad -
Kolberg pølser, ja - og Harboe fad.
Syng nu med på dette kvad,
om hr. Olsen - før, så fro og glad.
Men han bød hr. Dyrby trods,
og i røven fik han så et los.
Stem på tirsdag, personligt og lokalt
så går det ikke galt, så går det ikke galt.
Stem på tirsdag - ja, sådan som normalt:
Personligt og lokalt, personligt og lokalt.
2.
Men hvem er - så interessant?
Bjergvang, Vincent ja, og Troels Brandt.
alle for vor bys favør,
ja, de kæmper gerne for Skælskør.
Race på Stigsnæs, utopi
ak, med ro og fred bli´r det forbi.
Hvem vil ha´ det? Ja, gud ve´.
Henrik Brodersen, en fiks ide´.
Stem på tirsdag, skønt Olsen han fik smæk,
om lidt så er han væk, om lidt så er han væk.
Stem på tirsdag, på dem, der li´som før,
vil kæmpe for Skælskør. Vil kæmpe for Skælskør.
3.
Tænk et byråd uden Steen
et Borgmester Pjok, som er gemen.
Men til sidst - han viljen fik,
for han tålte ikke Steens kritik.
Numseklask - han stod for skud.
Byrådsgruppen, ja - de smed ham ud.
Modig flok. Ja, fy for faén!
Men han fældet blev af Dyrbys plan.
Stem på tirsdag, personligt og lokalt
så går det ikke galt, så går det ikke galt.
Stem på tirsdag - lokalt er vores bud,
så Dyrby ryger ud, så Dyrby ryger ud.
Ekskluderet fra Socialdemokratiet
Steen Olsens utilfredshed med John Dyrby Paulsen skal findes i en konflikt, som har stået på længe.
Numseklask - han stod for skud, byrådsgruppen, ja - de smed ham ud, sang deltagerne med henvisning til en sag fra 2020. Her blev Steen Olsen anklaget for at have klappet sin egen gruppeformand Sofie Janning i numsen under et udvalgsmøde. En udtalelse fra ham blev først tolket som en tilståelse i sagen, men senere afviste han at have tilstået.
Steen Olsen blev senere - i maj måned i år - ekskluderet fra Socialdemokratiet, efter at borgmester John Dyrby Paulsen (S) anklagede Steen Olsen for at have optrådt illoyalt og for at have undermineret borgmesterens autoritet, blandt andet ved at klaget over ham til Ankestyrelsen og ved at have præsenteret et forslag sammen med Venstre-spidsen Knud Vincents.
- Jeg siger, hvad jeg føler og mener, og det kommer fra hjertet. Mange siger, at jeg er et autentisk menneske, så man får det, man ser og hører, siger Steen Olsen.
Venstrespids: - Det har jeg ingen problemer med
Steen Olsen har især profileret sig på at kæmpe Skælskør og omegns sag i kommunen, og det var da også især borgere derfra, der for fire år siden gav ham endnu en valgperiode med 758 personlige stemmer. Derfor blev afskeden også gæstet af flere byrådskolleger med tilknytning til egnen.
Blandt andet deltog Venstres spidskandidat Knud Vincents, der har profileret sig som samarbejdets mand, der står for ordentlighed og anstændighed. Han finder dog ikke noget problematisk i, at han samtidig sang med på en lejlighedssang, hvor hans rival hånes og kaldes "pjok".
Jeg har ikke haft nogen indflydelse på sangen
- Det vil jeg slet ikke forholde mig til. Jeg er kommet her for at skænke ud, og der er en festlig stemning, og det er i respekt for det. Jeg har ikke haft nogen indflydelse på sangen. Det, der er vigtigt er, at vi får samlet den her kommune, siger Knud Vincents.
Synes du, du bidrager til det, når du synger den slags?
- Ja, det synes jeg sådan set. Det har jeg ikke nogen problemer med, siger han.
Knud Vincents understreger, at han deltog for at takke Steen Olsen for mange års samarbejde i byrådet og ikke havde set sangen, før han fik den stukket i hånden.
- Når jeg bliver inviteret i dag, så deltager jeg for at signalere det, jeg står for: At jeg kan arbejde sammen med alle, siger Knud Vincents.
Socialdemokrat: - Jeg sang ikke så højt
I indbydelsen til Steen Olsens afsked skriver byrådsveteranen, at Slagelse Byråd skal ledes gennem samarbejde, ærlighed, tillid og respekt og ikke som nu være udråbt til landets mest betændte og beskidte byråd, ligesom Steen Olsen skriver, at han aldrig mere ønsker John Dyrby Paulsen som borgmester.
Trods de hårde ord mod den siddende borgmester var også socialdemokraten Anne Bjergvang med til afskeden.
- Steen Olsen har kæmpet i 40 år som politiker. Det er de, vi fejrer, understreger hun.
- Det er en lejlighedssang. Så er der ikke mere at sige om det, siger Anne Bjergvang.
- Det er en lejlighedssang. Så er der ikke mere at sige om det
Anne Bjergvang sang med på det meste af Steen Olsens afskedssang, men valgte at skrue ned for stemmen, da teksten nåede til kritik af John Dyrby Paulsen med ordene "gemen" og "pjok" og opfordringer til at stemme ham ud.
- Jeg sang ikke så højt. For jeg synes faktisk ikke, at det er rigtigt. John gør det godt, siger Anne Bjergvang, der dog er ærgerlig over, at Steen Olsen blev ekskluderet.
- Det var ikke så heldigt. Jeg har stemt imod hele vejen, for jeg synes, det er vælgerne, der skal bestemme, siger Anne Bjergvang.
Borgmester tager det roligt - men glemmer det ikke
16 kilometer fra festen står borgmester John Dyrby Paulsen med roser til de få, der har vovet sig ud i novemberregnen. Sangen tager han dog med ro - indtil videre - også selvom både rivalerne fra Venstre og Radikale samt Dyrbys egen partifælle deltog.
- Det tager jeg egentlig stille og roligt. Det kan godt være, at jeg godt kan huske det efter valgdagen på tirsdag, men jeg tager det stille og roligt, siger borgmesteren.
- Det er måske ikke sådan, man lægger op til et bredere samarbejde, men det skal vi kunne se ud over. Det kan ikke nytte noget, at lade sådan nogle småting fylde, mener han.
Slagelse Kommunes byråd er blevet landskendt for sit barske miljø. John Dyrby Paulsen mener dog, at stemningen er blevet langt bedre i den sidste periode.
- Der er nogen, der bruger latterliggørelse, spot, spe og hån og sådan noget. Det hører ingen steder hjemme, men det er altså et et meget lille mindretal i byrådet. Det skal ikke skygge over, at vi andre snakker godt sammen og har det skægt sammen, mener borgmesteren.