I dag drog 20 borgere fra Skælskør, Agersø og omegn med bus mod Christiansborg for at overvære et samråd med miljøminister, Magnus Heunicke (S) i sagen om potentielt farlig udledning af spildevand fra rensningsanlægget RGS Nordic.
Borgerne var rejst den lange vej, for at høre ministeren svare på, hvordan regeringen forholder sig i forhold til at udledningen muligvis strider mod EU-lovgivningen.
En af dem som onsdag tog turen til København er Anne Bjergvang (S), som er medlem af miljøudvalget i Slagelse Kommune. Hun er partifælle med Magnus Heunicke og meget opmærksom på, at Socialdemokratiet tænker over miljøet.
- Jeg har ikke noget at sige, når jeg er inde i samrådet, men jeg glæder mig til at høre Magnus Heunicke, for det er vigtigt for mig, at socialdemokratiet drejer den miljørigtige vej, siger hun.
For meget jura
At så mange borgere dukker op til et samråd sker ikke hverdag, fortæller dagens hovedperson Magnus Heunicke.
- Det er meget imponerende, og det er sjældent, at der kommer så mange borgere fra et lokalområde til så vigtig en sag. Det gør stort indtryk på mig, siger han.
Dog måtte miljøministeren skuffe borgerne, da han ikke kom nok ind på miljøet, fortæller Anne Bjergvang.
- Jeg synes ikke ministeren kom nok ind på miljøet. Det handlede meget om jura, og det er jeg lidt ærgerlig over, siger hun.
Til det svarer Magnus Heunicke, at EU's regler er svære at navigere i, og at det derfor har været vigtigt at fokusere på de juridiske aspekter.
- Der er ingen tvivl om, at EU's regler er en tåget omgang. Derfor skal vi være på helt sikker juridisk grund her i Danmark, siger han.
Farligt spildevand
RGS Nordic importerer olieholdigt, farligt industrispildevand fra udlandet, blandt andet fra Norge. Virksomheden renser industrispildevandet og leder det derefter ud i Agersø sund og Storebælt.
Men Miljøfarligt affald må i udgangspunktet slet ikke flyttes fra et land til et andet. Dog kan det lade sig gøre, hvis importen af det farlige affald sker med det primære formål at nyttiggøre det.
Spildevandet er officielt klassificeret som farligt, og selvom det renses, bliver der stadig udledt mængder af farlige stoffer i havet.
Rensningsanlægget opererer i øjeblikket på en gammel miljøgodkendelse fra 2008, en miljøgodkendelse, som der nu er stor usikkerhed omkring.
En stor del af usikkerhederne handler blandt andet om, hvorvidt RGS Nordic genanvender nok af olien i spildevandet, da der i dag kun genanvendes omkring 3,5 procent og om virksomheden fortsat kan bruge blandingszoner i havet, for at overholde de stramme udledningskrav.
Ministeren skal vise lederskab
Det er politikerne Zenia Stampe (R) og Torsten Gejl (AL), der har indkaldt miljøministeren til onsdagens samråd.
De to politikere ønskede forud for samrådet, at ministeren gav svar på, hvordan man vil løse problemet politisk og derfor er Zenia Stampe - ligesom Anne Bjergvang - ikke helt tilfreds efter onsdagens samråd.
- EU's regler er meget uklare. Derfor mangler jeg, at ministeren viser lederskab og til trods for uklarheden siger, at vi vægter havmiljøet og Danmark højere end den norske olieindustri og en privat virksomheds økonomiske interesser, siger hun.
Senere på ugen skal Magnus Heunicke mødes med EU's miljøkommissær, Virginijus Sinkevičius, for blandt andet at undersøge om der eksempelvis kan stilles krav til mængden af spildevand, som skal genanvendes.