Børneafdelingen på Slagelse Sygehus blev onsdag aften ramt af en større vandskade.
Det fik afdelingen til at afvise patienter og sende dem andre steder.
- Det er en rigtig uheldig situation, men heldigvis har det ikke ført til farlige situationer, og vi håber, at hospitalet kan fungere så godt som normalt igen fra torsdag morgen, sagde Charlotte Bøll Larsen, vicedirektør på Slagelse, Næstved og Ringsted sygehuse onsdag aften.
Akutte patienter blev derfor sendt til andre hospitaler, og personale og skadeservice arbejdede på højtryk med at fjerne vandet fra afdelingen.
Hvis man som patient har en aftale om at møde på enten børneafdelingen eller fødeafdelingen i dag, så skal bare møde op
Torsdag morgen er alt tilbage ved det normale på børneafdelingen, oplyser Charlotte Bøll Larsen.
- Status er, at alt ånder ro og fred, og vi forventer at gå tilbage til almindelig tilstand cirka klokken 08.00 i dag, siger Charlotte Bøll Larsen og fortsætter:
- Alt skulle være ryddet helt op nu. Skadeservice har været på hele natten, hvor de har tørret op, vasket af og desinficeret, så alt skulle være fuldstændig klar til at modtage patienter. Det betyder også, at hvis man som patient har en aftale om at møde på enten børneafdelingen eller fødeafdelingen i dag, så skal bare møde op som planlagt, fordi vi at fuldstændig klar til at modtage efter planen. Der er ingen ændringer i vores drift her til morgen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Personalet forsøgte at inddæmme vandet med tæpper
Vandskaden skete på børneafdelingen nær fødeafdelingen, og oversvømmelsen ramte en række undersøgelsesrum, et venteområde, en central færdselsåre og to store elevatorer, der forbinder børne- og fødeafdelingen med de medicinske stuer.
Øjenvidner har fortalte til TV ØST, at der løb flere centimeter vand i hospitalets gange, og at personalet forsøgte at inddæmme vandet med tæpper.
- Der er blevet ryddet op i løbet af natten, og alle rum, hvor der skal være patienter, er klar til at modtage patienter her fra morgenstunden, siger Charlotte Bøll.
- Heldigvis blev situationen håndteret meget roligt, selvom det så lidt voldsomt ud. Men det hele gik faktisk meget stille og roligt, siger tilføjer hun.
Derfor strømmede vandet pludselig ud
Ifølge vicedirektøren var det en samling af større vandrør, der fører vand hen til børneafdelingens brandslukningssystem, som ved samlingen gik fra hinanden cirka klokken 17.30.
Der var simpelthen en fejl i samlingen, og så kom der ellers vand ud
- Der var simpelthen en fejl i samlingen, og så kom der ellers vand ud. Jeg ved ikke, hvor mange kubikmeter, men det var rimelig voldsomt. Selvom der hurtigt blev slukket for vandet, nåede dat at komme meget vand ud, for det er nogle rimelig store rør, siger Charlotte Bøll og fortsætter.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Derfor skal teknikere i løbet af torsdagen gå de her rørsamlinger igennem for at tjekke, at der ikke er fejl andre steder, så vi ikke står i en lignende situation igen på et senere tidspunkt.
Den voldsomme vandskade tvang børneafdelingen på Slagelse Sygehus til at afvise akutte patienter, som i stedet blev behandlet på regionens andre sygehuse.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Det har dog været en meget rolig nat, og vores personale har haft fuldstændig styr på det. Men vi havde en aftale med de andre børneafdelinger om at modtage patienter, så ingen risikerede at komme i klemme, siger Charlotte Bøll, der ikke kan oplyse, hvor mange patienter der blev ramt.
Hvem ender med regningen?
Nu er spørgsmålet, hvem der ender med at skulle betale for skaderne og det omfattende oprydningsarbejde på børneafdelingen.
- Det skal vi først til at finde ud af nu. Nu skal vi lige gennemgå skadens omfang og have kigget nærmere på det, for det er noget forsikring, vi skal have drøftet med dem, der ejer bygningen og har bygget den. Vi har først lige åbent afdelingen her i april og maj måned, siger Charlotte Bøll.