Store besparelser på skoleområdet i Slagelse Kommune – lærerkreds indkalder til stormøde

En af de poster, der ser ud til at blive hårdt ramt af besparelser, er skoleområdet, og derfor har Slagelse Lærerkreds indkaldt til et stormøde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Slagelse Kommune skal have styr på økonomien, og det betyder, at kommunen det næste år skal spare mere end 300 millioner kroner.

En af de store poster på den liste er skoleområdet, og det er et beløb, der har fået Slagelse Lærerkreds til at reagere og indkaldt til fagligt stormøde.

- Vi ved, at det på børne- og ungeområdet beløber sig til 32,6 millioner kroner. Vi kender ikke fordelingen mellem skole- og dagtilbud endnu, men som jeg ser det, betyder det et fald i kvalitet af den undervisning, der kan gives og afskedigelser, fortæller Jacob Seersholm, der er kredsformand i Slagelse Lærerkreds.

Beløbet skal umiddelbart findes allerede i 2022, men det stopper ikke her, for kommunen har også lagt op til yderligere og større besparelser, når kommunen skal lægge budget for 2023, 2024 og 2025.

Vil gøre det svært at spare på skoleområdet

Det faglige stormøde med folkeskolens interessenter er tirsdag den 24. maj.

quote Folkeskolen er - hvis ikke den vigtigste - én af de vigtigste samfundsinstitutioner, vi har

Jacob Seersholm, Kredsformand, Slagelse Lærerkreds

De inviterede tæller både skoleledere, skolebestyrelser, politikere fra Børne- og Ungeudvalget, borgmester, viceborgmester og medarbejdere i form af lærere og skolepædagoger.

Og mange har allerede tilkendegivet deres deltagelse.

- Det er en sag, der betyder meget for rigtig mange. Vi er oppe på over 200 tilmeldinger, og det er rigtig flot. Folkeskolen er - hvis ikke den vigtigste - én af de vigtigste samfundsinstitutioner, vi har.

Læs også
Store besparelser på skoleområdet i Slagelse: - Det kan man ikke
Læs også
Store besparelser på skoleområdet i Slagelse: - Det kan man ikke

- Det er dét, der skaber hele fundamentet for livsduelighed, hvad man bliver til og på længere sigt en samfundsindtægt, siger kredsformanden.

Stormødet bliver afholdt på Skælskør Skole, og her håber Slagelse Lærerkreds, at de sammen med interessenterne kan gøre det svært for politikerne at spare penge på skoleområdet.

- Vi vil gerne oplyse vores politikere om, hvad vi ser, og hvad interessenterne ser, de i er i gang med at gøre, og på den måde bidrage til at kvalificere de beslutninger, de tager, og hvilke konsekvenser, det kan have, siger Jacob Seersholm.

Der skal styr på økonomien i Slagelse Kommune

At der er opstået et behov for så massive nedskæringer kan forklares med, at Slagelse Kommune - ligesom andre kommuner - er presset af, at både de ældre og unge er begyndt at koste flere penge.

Derudover har der været en årelang kamp om den økonomiske situation i Slagelse Kommune.

Prioriteringsforslag for besparelser i 2023:

Økonomiudvalget:

Beredskab: 1,1 millioner kroner.

Administration: 36,3 millioner kroner.

Tværgående områder og initiativer: 431.000 kroner.

Køb og salg af ejendomme med mere: 68.000 kroner.

Kommunale Ejendomme: 14,2 millioner kroner.


Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget:

Forsørgelse, revalidering og aktivering: 166.000 kroner.

Erhverv: 1,7 millioner kroner.

Ungeenheden: 4,8 millioner kroner.

Klima- og Miljøudvalget:

Klima og Miljø: 1,7 millioner kroner.


Socialudvalget:

Handicap, Psykiatri og Misbrug: 46,3 millioner kroner.

Børn og Familie: 25,6 millioner kroner.

Førtidspensioner og Boligstøtte: 680.000 kroner.


Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget:

Kultur og Fritid: 8,5 millioner kroner.

Turisme: 328.000 kroner.


Teknik-, Plan- og Landdistriksudvalget:

Havne og Færgedrift: 1,2 millioner kroner.

Drift og Teknik: 13,2 millioner kroner.

Plan og Landdistriksudvikling: 284.000 kroner.


Seniorudvalget:

Pleje og Omsorg: 65,4 millioner kroner.


Børne- og Ungeudvalget:

Skole: 63,5 millioner kroner.

Dagtilbud: 27 millioner kroner.


Sundhedsudvalget:

Sundhed og forebyggelse: 6,7 millioner kroner.

Medfinansiering: 0 kroner.

Sundhedspleje og tandpleje: 3,5 millioner kroner.


Kilde: Slagelse Kommune 


SF og Venstre har de seneste par år efterlyst handling fra den daværende borgmester John Dyrby Paulsen (S) og krævet, at han fik begrænset udgifterne.

Derfor har nuværende borgmester Knud Vincents (V) nu fået embedsmænd til at regne på tallene. De er kommet frem til, at der skal spares 323 millioner kroner i 2023, hvis økonomien skal gå op.

Slagelse Kommunes udvalg har indtil juni måned til at komme med konkrete bud på, hvor der skal spares henne.


Nyhedsoverblik