Det er måske de færreste, der ved det, men inde i Storebæltsbroen kører der et helt særligt køretøj.
Et køretøj, der har været i brug siden broens åbning i 1997, og som transporterer værktøjer og tungt udstyr frem og tilbage inde i broen.
Men det er nu tid til at skifte de gamle vogne ud.
- De gamle sporvogne, som vi har haft installeret, og som har været der siden broens åbning, er blevet slidt ned efter mange køreture frem og tilbage, siger Christian Skovgaard Andersen, der er projektleder i Sund & Bælt Holding A/S, til TV ØST.
- Der er sket en voldsom teknisk udvikling, for eksempel med batterierne, som de kører på. Det har også gjort, at vi har kunnet få nogle bedre maskiner, siger han.
Gamle sporvogne skal ud i ’små bidder’
Sporvognene kører i tre hulrum inde i broen. Hulrummene er af forskellige størrelse, men de er cirka seks meter høje og 11 meter brede, og den længste er op til 2,5 kilometer lang. De kører på en skinne, et såkaldt monorail, som er en enkelt skinne, der hænger oven over køretøjerne.
Det, vi rent faktisk gør, er at skære dem op med en vinkelsliber, og så tager vi dem ud i små bidder
Da man i sin tid byggede Storebæltsbroen, blev de nuværende sporvogne sat ind i broen, inden den var bygget færdig.
Det betyder, at vognene nu skal tages ud på en lidt alternativ måde, da der ikke er særligt meget plads til at få dem ud igen.
- I broen har vi nogle små luger på størrelse med en ubådsluge, og det kan derfor være lidt svært at få dem ud. Så det, vi rent faktisk gør, er at skære dem op med en vinkelsliber, og så tager vi dem ud i små bidder. Så vi tager dem ned fra skinnen, skærer dem op og får dem ud på den måde, fortæller Christian Skovgaard Andersen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Når de nye vogne skal indsættes, vil det ske efter en ’samlesæt-metode’. Alle dele vil blive samlet ligesom et legosæt inde i broen, fortæller projektlederen.
Samme funktion – bedre udgave
De nye gule vogne er 5,5 meter lange og vejer samlet 1,8 ton. De kan fragte to personer ad gangen og op til 25 kilo værktøj og udstyr per vogn.
Hver vogn har også en form for trailer, der kan fragte det tunge læs – ligesom de gamle vogne, men ifølge projektlederen er de nye vogne en hurtigere og bedre udgave.
- Funktionen er sådan set den samme. De kan fragte to personer, værktøjer og materiel. Men til gengæld kan de nye fragte meget mere. De gamle trailere kan laste 4-500 kilo, mens de nye kan laste 1.000 kilo. Så man udnytter vægtfordelingen bedre, og så kan de også køre længere på en opladning, siger projektlederen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Billigere end letbanerne
De nye sporvogne bliver sendt fra England og ankommer til Storebæltsbroen senere i denne måned.
Herefter vil de blive installeret og forhåbentligt være i drift i løbet af december.
Selve projektet løber op i omkring syv millioner kroner.
- Det er jo noget billigere end Odense og Århus’ letbane, men vi kan jo heller ikke fragte lige så mange passagerer, siger Christian Skovgaard Andersen med et glimt i øjet.