- Bevar vores skole, bevar vores skole.
Sådan lød råbene taktfast foran byrådssalen i Slagelse mandag aften, hvor kommunalpolitikerne vedtog budgettet for 2023 - et budget, der indeholder markante besparelser.
Blandt besparelserne er lukning af skolerne i Flakkebjerg, Skælskør, Boeslunde og Tårnborg Skole, og så skal der ske en ombygning af Eggeslevmagle Skole, så den kan huse flere elever.
21 politikere stemte for, 10 imod da forslaget var til afstemning.
Men det til trods, så var det ikke en glad borgmester, der efter mødet mødte pressen.
- Jeg har det rigtig tungt med det. Det her kommer til at berøre alle vores borgere. Det er et tungt budget med mange besparelser. Men det er rigtig godt, at så mange politikere står bag budgettet. Og jeg vil arbejde for at flere på sigt vil stå bag det, siger borgmester Knud Vincents (V) til TV2 ØST.
Mange demonstrerede
Mange forældre var forud for byrådsmødet mødt op for at demonstrere i håb om, at politikerne ville ændre mening i 11. time. Sådan blev det dog ikke.
Jeg er frustreret og vred. Og jeg synes det er den helt forkerte beslutning, der er truffet
Mange af borgerne var derfor meget berørte af situationen efter byrådsmødet.
- Jeg er frustreret og vred, og jeg synes, det er den helt forkerte beslutning, der er truffet. Jeg er frustreret både for skolebørnenes skyld, og jeg er vred og frustreret over, at man ikke har lavet et bedre beregningsgrundlag. Jeg tror, det her kommer til at koste mange flere penge, end de aner, siger Jeanette Rosenberg, der er skolebestyrelsesformand på Skælskør Skole.
Hun håber, at politikerne i det mindste er åbne for implementeringen af forslaget.
- Jeg håber, at de har hørt lidt på os, og at de vil fortsætte Skælskør Skole frem til maj 2025, hvor leasingaftalen udløber. Og så er vi nødt til at se på, om der er mulighed for en friskole - og vi er nødt til at se på, hvad det er for en struktur, en ledelse og skolebestyrelse, der skal laves på den nye skole. Det vil vi rigtig gerne have indflydelse på, siger hun.
Borgmester tror på, at de kommer i mål med besparelser
Det er planen, at skolerne lukker efter sommerferien næste år. Ifølge borgmesteren er det en nødvendighed at skære på skoleområdet.
- Jeg synes jo, vi har prøvet at være hele vejen rundt. Hvis man vil bibeholde alle skoler, så skal vi flytte nogle ressourcer fra store skoler ud på mindre skoler. Ingen er jo uenige i, at vi skal spare. Men det jeg er optaget af, er alle de borgere, der ikke kan være her. Borgere, der er børn, der ikke har forældre, vores handicappede og ældre, som også bliver beskåret.
- Man skærer ikke 300 millioner i en kommune, uden at det har meget, meget voldsomme konsekvenser.
Er det realistisk, at I kommer i mål med de her besparelser?
- Ja, det tror jeg, det er. Det bliver en rigtig, rigtig hård omgang. Jeg vil gøre alt for, at vi også får udmøntet det her. Jeg håber, at man med dialog i udvalgene kan finde de rigtige løsninger på de udfordringer, der er. Jeg håber, at både udvalgene og borgerne derude, som har sendt de her høringssvar, som også vil bidrage konstruktivt, når nu der er truffet den her beslutning, hvordan kommer vi så videre. Det har vi et fælles ansvar for, siger Knud Vincents.