Sygehuspersonale advarer - frygter kombination af fyrværkeriskader og corona

Tænk jer om med fyrværkeriet, lyder det i en særlig opfordring i år fra sygehuspersonale i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Man skal altid tænke sig om, når man fyrer fyrværkeri af, men i år er det ekstra vigtigt, lyder det fra Christian Jørgensen, der er ledende oversygeplejerske på akutafdelingen på Slagelse Sygehus.

- I år er vi i forvejen presset af, at der er corona, så en kombination af fyrværkeriskader og corona vil presse os yderligere, og vi frygter at blive lagt ned af begge dele, siger han.

Derfor har han og hans kollega, ledende overlæge Jes Braagaard, lavet en video, hvor de opfordrer folk til at passe godt på sig selv og hinanden - både hvad angår fyrværkeri og coronasmitte. 

Artiklen fortsætter under videoen.

Første fyrværkeriskade er kommet ind

På akutafdelingen i Slagelse har de allerede set årets første fyrværkeriskade. En yngre person fik skadet sin hånd, fordi vedkommende antændte fyrværkeriet, mens det blev holdt i hånden.

- Nu begynder skaderne at komme, og derfor vil vi gerne opfordre til, at man bruger sikkerhedsbriller, lader være med at holde fyrværkeri i hånden, holder afstand og holder sig fra ulovligt fyrværkeri. Du ved ikke, hvordan det reagerer. Og samtidig skal man selvfølgelig også huske rådene i forhold til corona med afstand, masker og håndsprit, siger Christian Jørgensen.

Regionens sygehuse har allerede måttet udskyde operationer og sender fra 30. december patienter hurtigere hjem end ellers for at frigive personale til coronaafsnittene. 

Læs også
Regionen hæver beredskabet og forbereder nødhospitaler
Læs også
Regionen hæver beredskabet og forbereder nødhospitaler

Selv om vi længe har levet med restriktioner, og mange af os også mange gange har hørt de gode råd om at håndtere fyrværkeri, frygter Christian Jørgensen, at mange måneder med afstand og færre sociale sammenkomster kommer til at præge nytårsaften.

- Jeg kan godt frygte, at folk er mere kåde i år, fordi de higer efter noget festligt oppe på himlen, men hvis ikke man tænker sig om, går det galt, siger han og påpeger, at det både er unge og de lidt mere modne, de ser med skader på akutafdelingen.


Nyhedsoverblik