Retspsykatrisk afdeling er vant til at håndtere mennesker, der både har en mental lidelse og begår kriminalitet.
Men tirsdag flygtede den 24-årige bandeleder Hemin Dilshad Saleh under en væbnet aktion, hvor to pistoler var sneget ind i en kageæske. Pistolerne blev brugt til at true de ansatte, og der blev skudt ned i gulvet - og det er en situation helt ud over det sædvanlige.
Det vurderer Dansk Sygeplejeråd.
Selve befrielsesaktionen og pistoler er jo ikke noget, de ansatte er gearet til at håndtere
- Det er en meget, meget voldsom situation, som de ansatte har været udsat for. De er i retspsykiatrien selvfølgelig vant til, at der er voldsomme situationer, men det her overstiger jo det, man er forberedt på. Selve befrielsesaktionen og pistoler er jo ikke noget, de ansatte er gearet til at håndtere, siger Ulla Birk Johansen, der er kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd.
Politiet var talstærkt til stedet efter fangeflugten. Artiklen fortsætter under videoen.
Ud over hvad man kan forberede sig på
Ifølge politiet er der tale om en væbnet befrielse, hvor personalet blev truet med våben, og hvor der blev affyret skud.
- De ansatte kan have følte sig voldsom truet på liv og helbred, så det er er en meget traumatiserende oplevelse, som personalet har været igennem, siger kredsnæstformand Ulla Birk Johansen.
Personalet i retspsykiatrien er ikke gearet til at håndtere den type af kriminelle som bandelederen Hemin Dilshad Saleh, mener Ulla Birk Johansen.
- Det er ud over, hvad man ligesom kan og bør forvente. Når det er sådan en situation, skal den type patienter være et andet sted eller også skal der være politi til stede til at passe på dem, siger Ulla Birk Johansen.
Der findes jo også fængsler, der har psykiatriske afdelinger og kan lave mentale undersøgelser
- Retspsykiatrien er dygtige til at håndtere kriminelle, men når de er af den her karakter, skal der noget helt andet til. Ham her var varetægtsfængslet og burde måske have været et andet sted i det system. Der findes jo også fængsler, der har psykiatriske afdelinger og kan lave mentale undersøgelser og give dem den psykiatriske behandling, de har brug for.
Artiklen fortsætter under billedet
Flere hårdkogte kriminelle i psykiatrien
Ifølge fællestillidsrepræsentant Helle Brink havde den 24-årige bandeleder ikke brev- eller besøgskontrol, hvorfor han frit kunne modtage breve eller få besøgende. Dette er også forklaringen på, hvorfor det var muligt for gerningsmændene at smugle pistolerne ind i kageæsken.
Er sikkerheden i psykiatrien generelt set god nok?
- Nej, det tænker jeg ikke. Jeg er meget bekymret for sikkerheden i psykiatrien. Det er et stigende fænomen i psykiatrien, at der kommer flere stærke og hårdkogte kriminelle, som kommer i psykiatrien for at få udredninger. Der vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved, om sikkerheden er god nok, eller om der er nogle andre løsninger, der skal til, siger kredsnæstformand Ulla Birk Johansen.
Jeg er meget bekymret for sikkerheden i psykiatrien
- Der er generelt en stigende voldsomhed i alle psykiatriens afsnit, både fordi der mangler retspsykiatriske pladser og der mangler intensive pladser. Så generelt er der en oplevelse blandt sygeplejerskerne om, at der en stigende voldsomhed. Og det skal vi jo tage hånd om, siger Ulla Birk Johansen.
Akut krisehjælp til ansatte og patienter
Alle involverede medarbejdere har fået akut krisehjælp, og tilsvarende har de patienter, der overværede episoden også fået tilbudt krisehjælp. Det fremgår af en intern besked til Region Sjællands medarbejdere.
- I den her situation er det min fornemmelse, at psykiatriledelsen har været meget hurtig til at handle og give en god støtte til de medarbejdere, der har været der. Min oplevelse er, at det har været håndteret rigtig fint lige nu, siger Ulla Birk Johansen fra Dansk Sygeplejeråd.
På vegne af Psykiatriledelsen siger vicedirektør Dorthe Juul Lorenz:
- Det tilstedeværende personale i afsnittet handlede helt korrekt i den uacceptable situation, de var sat i. Trods omstændighederne tog de vare på andre ansatte og patienterne, så de ikke blev udsat for fare. Vi er dybt taknemmelige for deres professionelle håndtering af hændelsen.
Ledelse vil hjælpe medarbejdere i den kommende tid
Det tilstedeværende personale i afsnittet handlede helt korrekt i den uacceptable situation, de var sat i
Umiddelbart efter hændelsen var ledelsen af afsnittet tilstede, og der blev arrangeret akut krisehjælp både til det involverede personale og de patienter, som overværede hændelsen. Afdelingsledelsen for den retspsykiatriske afdeling vil have okus på at hjælpe alt berørt personale i den kommende tid.
- Vi, i psykiatriledelsen, var selv til stede i Psykiatrien i Slagelse tirsdag aften og talte med personale og ledelse både i det berørte afsnit samt alle naboafsnit i retspsykiatrien og i almenpsykiatrien Vest, siger Dorthe Juul Lorenz.
- Overalt oplevede vi kollegial omsorg, forståelse og umiddelbar hjælpsomhed i den svære situation. Personale, som ikke var på vagt, ringede ind til psykiatrien og tilbød deres hjælp, og der blev hurtigt indsat ekstra bemanding, dér hvor der var behov for det.