Det var et anderledes brev, der forleden dumpede ind hos alarmcentralen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i Slagelse.
Med store bogstaver i forskellige farver stod der:
Undskyld for at jeg ringede.
Brevet var underskrevet af Emil på syv år og henviste til en episode den 28. december 2023.
Vi blev rigtig glade for det fine brev, og han har jo ikke gjort det med vilje
Her kom drengen ved en fejl til at ringe 112. Der var ikke sket noget, og derfor lagde han på igen.
Men oplevelsen rumsterede alligevel hos ham, og derfor sendte han brevet med undskyldningen til alarmcentralen.
Sidenhen har politiet delt brevet på Facebook, hvor de takkede Emil for omtanken.
- Det er dejligt at få sådan en tegning, og der breder sig et smil på læberne, siger Jesper Lovmand, vicepolitiinspektør og leder af alarmcentralen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Vi blev rigtig glade for det fine brev, og han har jo ikke gjort det med vilje. Men bare det at han har reflekteret over det og givet sig tid til at tegne gør indtryk – det er flot i den alder, tilføjer han.
Sådan håndterer politiet alarmopkald
Hver eneste dag modtager alarmcentralen fejlopkald fra folk, der kommer til at ringe 112.
- Normalt plejer vi at løse det over telefonen, så når vi ligefrem får en skriftlig undskyldning på en tegning, gør det os bare ekstra glade, siger han.
Ifølge Jesper Lovmand er der en masse forskellige årsager til fejlopkald, som primært håndteres på to måder.
- Hvis folk bare ved et tilfælde har tastet 112, så afslutter vi den bare over telefonen. Men vi har også nogle opkald, hvor telefonen af sig selv ringer op i lommen, hvis man får ramt de uheldige knapper.
- Her ringer vi tilbage til borgerne og hører, om alt er okay. Typisk viser det sig, at det er en fejl, siger han.
- Men det kan også være børn, som har fået en mobiltelefon uden sim-kort af deres forældre. Selvom telefonen ikke har noget sim-kort, kan den dog stadig ringe 112 og komme igennem til alarmcentralen, tilføjer han.
Hvad skete der med tegningen?
Trods de daglige fejlopkald påvirker det ifølge Jesper Lovmand ikke alarmcentralens håndtering af bevidste og akutte opkald til 112.
- Vi er gearet til det. Når vi konstaterer, det er et fejlopkald, så lukker vi ned for opkaldet, linjen er åben for andre – og vi har flere linjer ind, siger han og understreger:
- Så det er ikke sådan, at der bliver spærret for 112.
Og hvad blev der af selve tegningen fra Emil? Jo, den hænger nu på væggen hos alarmcentralen i Slagelse.