Tirsdag er et grundigt efterforskningsarbejde i gang på adressen i Svenstrup, hvor den 32-årige mand, der er sigtet i sagen, bor. Et arbejde, der har været i gang af flere omgange, siden manden blev anholdt søndag.
Foran huset står fire politifolk og teknikere samlet og kigger ned i jorden. En af dem har et koben i hånden. En anden tager et kamera op og fotograferer ned mod jorden. Efter et par sekunder bukker en af politifolkene sig ned og retter på noget på jorden.
Alle folkene på adressen er iført hvide DNA-dragter, mundbind, blå handsker og overtrækssko, mens undersøgelserne af den 32-årige mands hus er i gang.
Undersøger tagrender
De er til stede inde i huset, hvor et øjenvidne på stedet blandt andet har set, at rullegardiner er blevet trukket ned og op.
Derudover bliver udearealet undersøgt grundigt. En af folkene flytter en stige rundt om både huset og brændeskuret, hvor han kigger nærmere i tagrender.
Tidligere tirsdag udsendte Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi en pressemeddelelse, hvor de bad om arbejdsro, og de ønsker dermed ikke at kommentere arbejdet på adressen. De meddeler, at det altid er en del af en efterforskning, at alt bliver undersøgt grundigt.
Lørdag forsvandt en 13-årig pige, efter hun havde delt aviser ud i området omkring Kirkerup syd for Slagelse. Klokken 11.30 havde hun været i telefonisk kontakt med sin familie, hvor hun var på vej fra Sørbymagle mod sit hjem i Kirkerup, men da hun aldrig vendte hjem, blev hun meldt savnet.
Klokken 15 søndag kunne politiet meddele, at den 13-årige pige var blevet fundet i live på en adresse i Svenstrup, og at en 32-årig mand var blevet anholdt.
Han blev fremstillet i grundlovsforhør mandag, hvor han erkendte sig delvist skyldig. Det blev afholdt for lukkede døre, og der er navneforbud i sagen.
Han er varetægtsfængslet frem til den 11. maj og skal nu mentalundersøges.