To personer er blevet ramt af skud på en adresse på Bildsøvej i Næsby Strand ved Slagelse i nat.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse tirsdag morgen.
Politiet rykkede ud til en adresse på Bildsøvej i nat klokken 01.41, hvor det viste sig at to personer var blevet ramt.
De blev behandlet på sygehuset og er uden for livsfare.
På en flyradar kan man se, at en lægehelikopter landede i Næsby Strand omkring klokken 02.15, hvorefter den tilsyneladende fløj til Odense Universitetshospital.
Undersøgelser fortsætter
Gennem natten har politiet arbejdet med kriminaltekniske undersøgelser på stedet. Det forventes, at undersøgelserne vil vare et stykke tid endnu, skriver politiet.
Ifølge TV2 ØSTs oplysninger har teknikere iført DNA-dragter været i gang med at undersøge et hus.
- Det er endnu for tidligt at sige noget om motivet bag skudepisoden, men vi arbejder ud fra flere hypoteser. Vi kan dog sige, at der er intet, der tyder på, at hændelsen er banderelateret, og ud fra de nuværende oplysninger vurderer vi, at der er tale om en isoleret hændelse, siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson.
TV2 ØST er til stede i Næsby Strand tirsdag formiddag. Ingen naboer ønsker at stille op til interview, men de fortæller samstemmende, at der omkring det pågældende hus generelt er en livlig aktivitet i de fleste af døgnets timer.
Politiet søger efter vidner, der har set eller hørt noget i nat omkring Bildsøvej og Næsby Strand. Politiet kan kontaktes på 114.
Tidligere lød det fra politiet, at man undersøgte et "mistænkeligt forhold" på stedet.
Bildsøvej er spærret indtil videre.
TV2 ØST følger sagen...