Stor overraskelse og ærgrelse.
Sådan var reaktionen blandt mange beboere på Motalavej, da det fredag blev offentliggjort af Social-, Bolig og Ældreministeriet, at boligområdet er tilbage på parallelsamfundslisten.
Selvom der sker nogle ting her, så er det blevet meget bedre
- Jeg forstår ikke, hvorfor de tror, her er så skidt, for der sker ikke noget herude, siger Elly Meyer, som er bosat på Motalavej.
- Det er et dejligt område, tilføjer hun.
Boligområdet blev i december 2021 fjernet fra listen over parallelsamfund, der tidligere blev kaldt ghettolisten, men nu er det altså tilbage.
Fortjener ikke dårligt ry
Elly Meyer og andre beboere pointerer, at placeringen af Motalavej på parallelsamfundslisten bidrager til et dårligt ry omkring området, som de mener, det ikke fortjener.
En af de beboere, som ærgrer sig over placeringen, er Tina Jansen.
Hun har ellers glædet sig over, at politiet er rykket ind med en nærpolitistation, hvilket ifølge hende har gjort boligområdet mere trygt.
- Jeg synes virkelig, det er ærgerligt, for selvom der sker nogle ting her, så er det blevet meget bedre, siger hun og fortsætter:
- Mange mennesker ender jo med at tro, at det er et dårligt område, men det er det altså ikke.
For mange dømte
Motalavej er kommet tilbage på listen, fordi der bor 53,1 procent indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.
Ifølge ministeriet må tallet ikke overstige 50 procent.
Hvad er et parallelsamfund?
Et parallelsamfund betegnes som et alment boligområde, hvor der bor mindst 1.000 beboere, og hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.
Derudover er minimum to af de følgende fire kriterier opfyldt:
Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 procent, opgjort som gennemsnittet over de seneste to år.
Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet, opgjort som gennemsnit over de seneste to år.
Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
Kilde: Social-, Bolig- og Ældreministeriet.
Desuden bor der 2,23 procent dømte og 71,8 procent borgere, der ikke har mere end en grundskoleuddannelse.
For at komme af listen igen skal disse tal under henholdsvis 2,05 procent og 60 procent.
Netop derfor bekymrer Motolavejs placering heller ikke Knud Vincents (V), som er borgmester i Slagelse Kommune.
- Vi snakker om, at hvis der havde været en eller to færre dømte, så havde vi ikke stået her.
- Sidste år, da vi ikke stod på listen, så sagde jeg også, at vi skulle være forsigtige med at række hænderne op, fordi vi bevægede os på et knivsæg, siger han.
Antallet af parallelsamfund stiger
Generelt er der sket en stigning i antallet af parallelsamfundsområder i Danmark. Sidste år var der 10 boligområder med på listen, hvor der nu findes 12.
Det er dog ikke kun parallelsamfundslisten, der er blevet større siden sidste år.
Her er de udsatte boligområder og parallelsamfundsområder
På listen over udsatte boligområder findes følgende boligområder:
Tåstrupgård i Høje-Taastrup Kommune
Vejleåparken i Ishøj Kommune
Nivåhøj i Fredensborg Kommune
Askerød i Greve Kommune
Motalavej i Slagelse Kommune
Vængerne i Lolland Kommune
Vollsmose i Odense Kommune
Byparken/Skovparken i Svendborg Kommune
Nørager/Søstjernevej i Sønderborg Kommune
Præstebakken/Syrenparken i Esbjerg Kommune
Stengårdsvej i Esbjerg Kommune
Hedelundgårdparken i Esbjerg Kommune
Sundparken i Horsens Kommune
Skovvejen/Skovparken i Kolding Kommune
Glarbjergvej-området i Randers Kommune
Gammel Jennumparken i Randers Kommune
Bispehaven i Aarhus Kommune
Skovgårdsparken i Aarhus Kommune
Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus Kommune
På listen over parallelsamfund findes følgende boligområder:
Tåstrupgård i Høje-Taastrup Kommune
Vejleåparken i Ishøj Kommune
Askerød i Greve Kommune
Motalavej i Slagelse Kommune
Vollsmose i Odense Kommune
Nørager/Søstjernevej i Sønderborg Kommune
Stengårdsvej i Esbjerg Kommune
Sundparken i Horsens Kommune
Skovvejen/Skovparken i Kolding Kommune
Bispehaven i Aarhus Kommune
Skovgårdsparken i Aarhus Kommune
Gellerupparken/Toveshøj i Aarhus Kommune
Antallet af udsatte boligområder er steget fra 17 til 19, hvoraf et af de nye områder er boligområdet Vængerne i Nakskov.
Ligesom Motalavej er Vængerne havnet på listen over udsatte boligområder, fordi mindst to ud af fire kriterier er opfyldt.
I Vængerne er 48,2 procent udenfor arbejdsmarkedet, hvor antallet højst må være 40 procent. Desuden har 60,8 procent af beboerne i området kun en grundskoleuddannelse.