Du slipper ikke for at tale med politiet, selvom du hopper ud af vinduet.
Det måtte to mænd fra Slagelse erfare i weekenden. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rykkede søndag aften ud til Klokkestøbergade efter en anmeldelse om husspektakler. Her var seks unge til en fest, der var løbet lidt af sporet.
Da patruljen blev lukket ind af fordøren til lejligheden i stueplan, hoppede lejlighedens beboer, en 22-årig mand, ud af et vindue og stak af. Han blev dog løbet ind og fulgt tilbage til lejligheden.
Efterlyst i en fogedsag
Efterfølgende bankede det på døren og ind kom en ung mand, der ikke ønskede at fortælle sit navn til politiet.
Faktisk havde han så lidt lyst til at snakke med betjentene, at han sprang ud af det samme vindue. Også han blev løbet ind. Det viste sig, at han var efterlyst i en fogedsag.
- Han blev anholdt, og så blev han løsladt den følgende morgen. Her har vi så hjulpet ham ud i fogedretten, oplyser Palle Hansen, der er kommunikationsmedarbejder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Lejlighedens indehaver havde et halvt gram hash i lommen, som blev konfiskeret. Han blev herefter sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.