Unges "destruktive" adfærd lukker bibliotek

Selvbetjeningen på Slagelse Bibliotek lukker midlertidigt grundet uacceptabel adfærd fra en gruppe unge. Der arbejdes nu på at finde en løsning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter en længere periode med uro og uhensigtsmæssig adfærd har Slagelse Bibliotek valgt at nedlægge deres selvbetjening i eftermiddags- og søndagstimerne frem til den 18. marts.

Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse fredag d. 1. marts, hvor nedlukningen også begyndte.

quote De her unge taler højt, ryger e-cigaretter, roder og rydder ikke op efter dem selv

Sanne Kjerstein Madsen, leder, Kultur, Biblioteker og Borgerservice, Slagelse Kommune

Der er tale om en mindre gruppe unge mennesker fra området, der udnytter bibliotekets ungeafdeling. En afdeling, der er ment som et sted, hvor unge kan mødes og arbejde, spille spil og hygge sig. 

Det sidste stykke tid er det dog blevet brugt lidt anderledes, fortæller Sanne Kjerstein Madsen, der er leder af Kultur, Biblioteker og Borgerservice i Slagelse Kommune.

- De her unge taler højt, ryger e-cigaretter, roder og rydder ikke op efter dem selv – og de følger ikke personalets henvisninger. Det bliver destruktivt, når den opførsel møder andre borgere, som så henvender sig og fortæller, at de ikke føler sig trygge, siger hun.

Et andet problem, som Sanne Kjerstein Madsen nævner, er, at de unge lukker hinanden ind, hvilket hun mener, er en udfordring af sikkerhedsmæssige årsager.

Vil gøre brug af gadeteam

Det er altså grunden til, at biblioteket har følt sig nødsaget til at lukke selvbetjeningen midlertidigt. Lukkeperioden skal bruges på at finde en løsning på problemet.

En fase, som også Den Kriminalpræventive Enhed (KPE) i Slagelse er inde over. 

Læs også
Drenge fanget på overvågning efter omfattende hærværk
Læs også
Drenge fanget på overvågning efter omfattende hærværk

Ditte Brøgger Løjborg, der er leder af Den Kriminalpræventive Enhed i Slagelse, fortæller, at det typisk vil være deres gadeteam og SSP-samarbejdet, de bruger i situationer som denne.

- Da der er tale om enkelte unge, skal vi også finde ud af, hvordan vi hjælper dem. Det sker sammen med den unge og deres forældre.

Hvad, biblioteket helt konkret selv skal gøre, planlægges også i et samarbejde med KPE.

- Det handler om, hvordan biblioteket bliver klædt bedst muligt på til at håndtere store grupper, siger Ditte Brøgger Løjborg.

Et problem flere steder

Løsningen forventes fundet i løbet af de 17 dage, så det igen bliver muligt for gæster at lukke sig selv ind og bruge biblioteksrummet. Sanne Kjerstein Madsen regner ikke med, at perioden overskrides.

- Vi får det løst. Det er dejligt, at de unge vil komme på biblioteket, og så skal vi finde ud af, hvordan vi kan hjælpe dem, siger hun.

Læs også
Teenager efterlyst af politiet
Læs også
Teenager efterlyst af politiet

At bibliotekers selvbetjente eller ubemandede åbningstider bliver brugt af unge til at skabe uro, opføre sig uhensigtsmæssigt eller lave hærværk, er ikke noget nyt. 

TV2 ØST bragte i februar i år en historie om skader for knap 50.000 kroner lavet af unge drenge på Jyderup Bibliotek.

Og tilbage i februar 2023 blev Dianalund Bibliotek nødt til at lukke for deres ubemandede åbningstider grundet uhensigtsmæssig adfærd. 


Nyhedsoverblik