Nogle vælgere havde nok set den komme.
Det havde Stén Knuth (V) også. Han mener ikke, det er overraskende, at John Dyrby Paulsen (S) og Villum Christensens (LA) aftale om at skulle deles om borgmesterkæden nu er ophævet.
- Før og under kommunalvalgkampen fortalte jeg vælgerne i Slagelse Kommune, at en stemme på Villum Christensen var en stemme på John Dyrby som borgmester. Det viste sig at holde stik. Derfor er jeg ikke overrasket over dagens udmelding, siger Stén Knuth (V) til TV2 ØST.
Artiklen fortsætter under videoen.
”Af hensyn til stabilitet i Slagelse Kommune”
Ifølge John Dyrby Paulsen er konstitueringsaftalen ophævet for at give ro.
Jeg ved ikke, om der bliver ro, stabilitet og sikker drift. Det er ikke det, vi oplever på den anden side (V)
- Det er af hensyn til den fortsatte stabilitet i Slagelse Kommune, så skal borgerne vide, hvad de har at gøre med. Derfor har Villum sagt, at aftalen er ophævet, sagde John Dyrby Paulsen torsdag.
Men om det kommer til at give ro i Slagelse Byråd, er Stén Knuth tvivlsom over for:
- Det er jo ikke til at sige. Specielt efter konstitueringen var der rigtig meget ballade, og det har vi jo oplevet i et par år. Jeg ved ikke, om der bliver ro, stabilitet og sikker drift. Det er ikke det, vi oplever på den anden side.
Kunne sagtens skifte bogstavkombination
I en pressemeddelelse udsendt af John Dyrby Paulsen torsdag fortæller Slagelses borgmester, at den oprindelige aftale blev indgået på baggrund af en meget kompliceret og fastlåst politisk situation omkring valget af borgmester i december 2017, og at hovedformålet var at undgå en lodtrækning om borgmesterposten.
Flere vælgere udtrykte allerede deres utilfredshed, dengang aftalen blev indgået i december 2017.
- I valgkampen og under konstitueringen og specielt i december udtrykte rigtig mange borgere deres utilfredshed over, at en mand med ganske få hundrede stemmer kunne opføre sig sådan i forhold til, at han er liberal, siger Stén Knuth.
Han mener, at Villum Christensen sagtens kunne have skiftet bogstavkombination efter hans navn, uden at det villle have rykket ved hans stemmeafgivning i byrådssalen de sidste 6 år.
Det er skidt, når man ikke vedstår sig den holdning og den politik, man stiller op for. Det har været kendetegnende for Villum
- Det er skidt, når man ikke vedstår sig den holdning og den politik, man stiller op for. Det har været kendetegnende for Villum, uanset hvor han har været henne. Nu er han hos de røde. Om der står LA, Radikale Venstre eller Socialdemokratiet på ham – han arbejder på den måde, siger Stén Knuth.
- Det her er derfor, der kommer mistillid til os politikere
Flere vælgere kommenterede på nyheden torsdag aften, da det blev offentliggjort, at aftalen var droppet.
Det er knap nok en nyhed, da alle vidste det ville ende sådan, kommenterede Søren Bandholtz Christensen blandt andet under artiklen.
Den droppede aftale vil få en konsekvens for vælgernes tillid til politikerne i Slagelse, mener Stén Knuth.
- Jeg tænker, det er rigtig svært for vælgerne at forholde sig til. Det er også derfor, der kommer den mistillid til os politikere, siger Stén Knuth.
Tror du også det her får en konsekvens for vælgernes tillid til John Dyrby?
- Man kan forestille sig mange ting. Det er meget tydeligt, at de har haft en aftale – en forklaring på, hvorfor Villum skulle stemme på John. Den aftale, de indgik, var ikke en rigtig aftale, for det kan man ikke. Det vil ikke kunne føres ud i livet. Nu kommer der så en melding fra dem begge to om, at man vil skabe ro og stabilitet de sidste to år, og det har jeg bare svært ved at se komme til at fungere i virkeligheden.
Stén Knuth blev onsdag valgt ind i Folketinget.