Vikingeborg vil på verdensarvsliste – kan fordoble besøgstallet

Vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse har sammen med fire andre vikingeborge ansøgt om at blive optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er over 1000 år siden, at Harald Blåtand og andre vikinger boede og kæmpede på Trelleborg ved Slagelse. Men den gamle Vikingeborg, der er den bedst bevarede ringborg i Danmark, er igen højaktuel og på manges læber.

Sammen med fire andre ringborge fra vikingetiden har folkene bag Trelleborg ansøgt om at blive optaget på UNESCOs liste over verdensarv.

På listen finder man udenlandske perler som pyramiderne i Giza, Taj Mahal i Indien, Akropolis, Den Kinesiske Mur og Operahuset i Sydney. Her i regionen har Stevns Klint allerede opnået den fornemme status.

For Vikingeborgen Trelleborg vil det betyde meget at komme på listen.

- Det vil betyde meget for udviklingen af området i forhold til publikumstilstrømning. Men også i forhold til det, som borgene repræsenterer, nemlig et fantastisk stykke kulturarv, som vi skal bevare, siger Anne-Christine Larsen, der er museumschef på Trelleborg.

UNESCOS verdensarv i Danmark

Danmark har ti emner optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. Disse er: 

  • Roskilde Domkirke
  • Jellingemonumenterne
  • Kronborg
  • Stevns Klint
  • Vadehavet
  • Christiansfeldt
  • Parforcejagtlandskaberne i Nordsjælland

Verdensarv i Grønland:
  • Ilulissat
  • Kujataa
  • Aasivissuit - Nipisat

Kilde: Nationalmuseet

400 sider og to års arbejde

Udover Trelleborg ved Slagelse er Borgring ved Køge, Nonnebakken i Odense, Fyrkat ved Hobro og Aggersborg ved Løgstør en del af den officielle ansøgning.

Ansøgningen fylder knap 400 sider og har taget næsten to år at skrive. Den er lavet som et samarbejde mellem fem museer, fem kommuner og Kulturministeriet og blev i denne uge underskrevet af kulturminister Joy Mogensen (S), der nu har sendt den til International Council on Monuments and Sites i Paris.

- Jeg synes, at det er superspændende, at vi nu for første gang indstiller en række monumenter, der til sammen fortæller den her fantastiske historie om Danmarks helt spæde start og de fantastiske konstruktioner, der blev bygget allerede dengang. Det håber jeg virkelig kommer på listen af verdenskulturarv, siger Joy Mogensen.

Læs også
Stevns Klint er nu verdensarv
Læs også
Stevns Klint er nu verdensarv

Der kommer dog til at gå noget tid, inden ministeren, museerne og kommunerne får svar på, om de bliver optaget op den prestigefulde liste. Forventningen er, at afgørelsen kommer i sommeren 2022.

Hvis det sker, vil det have stor betydning for både lokalområdet og de fem ringborge, mener kulturministeren.

- Når en konstruktion som de her fem ringborge kommer på en verdensarvsliste, hvad vi jo virkelig håber på, så er det noget, der giver værdi for lokalbefolkningen, fordi det tydeliggør, hvad rigtig mange danskere har i baghaven.

- Men det kan også få stor betydning for turismen og dermed væksten og erhvervet i området.

Kan fordoble besøgstallet

De fem ringborge i Danmark blev opført af Kong Harald Blåtand, der regerede i Danmark i årene 958-987. Ringborgene var en del af den strategi, kongen og hans bygmester havde lagt for at samle Danmark. Derfor blev de placeret på strategiske steder i det danske landskab.

Den historie krydser Trelleborg fingre for, at de i fremtiden kan formidle til mange flere turister.

Læs også
Turismen boomer - og millionerne ruller ind
Læs også
Turismen boomer - og millionerne ruller ind

På nuværende tidspunkt har vikingeborgen omkring 75.000 besøgende om året.

Hvis Trelleborg ender på UNESCOs verdensarvsliste, forventer museumschef Anne-Christine Larsen, at dobbelt så mange vil lægge vejen forbi Slagelse for at se den bedst bevarede af Harald Blåtands ringborge.

- Der er et turistsegment, der går direkte efter verdensarv-steder, så dem håber jeg selvfølgelig, vi ser, hvis vi får en UNESCO-nominering. Men det er jo også folk, der har interesse for stedet, og der vil blive en større positionering af Trelleborg, det er der ingen tvivl om.

Fakta om Om UNESCO

De mest værdifulde dele af verdens kultur- og naturarv bliver optaget på Verdensarvslisten, som administreres af FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur, UNESCO. 

ICOMOS en verdensomspændende organisation, hvis medlemmer arbejder professionelt for bevaring af kultur- og naturarven, hvad angår bygninger, historiske byer, kulturlandskaber og arkæologiske monumenter. 

ICOMOS fungerer som UNESCOs ekspertorgan i spørgsmål inden for bevaring af kulturmiljøer i forhold til Verdensarv.


Kilde: Nationalmuseet.


Nyhedsoverblik