Vred SF-profil forlader partiet: - Der bliver ikke lyttet til, hvad jeg siger

SF-gruppen i Slagelse er blevet halveret efter, at Helle Blak har valgt at melde sig ud. Det gør hun med en bandbulle mod partiets spidskandidat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Interne uenigheder i SF’s byrådsgruppe i Slagelse får nu det prominente medlem Helle Blak til at trække sig. Det sker ifølge hende selv efter lange overvejelser omkring uenigheder med partifællen Jørgen Grüner – partiets spidskandidat – der udgør den anden halvdel af SF-duoen i byrådet.

- Det er på grund af nogle lokale uenigheder, der er blevet så store, at jeg ikke kunne være i det længere, fortæller Helle Blak om sin beslutning til TV2 ØST.

quote Der er ikke nogen grund til, at jeg er i SF. Der bliver ikke lyttet til, hvad jeg siger

Helle Blak, løsgænger, Slagelse Byråd

Hun sidder i dag som formand for Børne- og Ungeudvalget i Slagelse Kommune. Hun meldte sig ind i SF 2015 og forlod Socialdemokratiet. Denne gang forlader hun sit parti for at blive løsgænger.

Det er særligt SF's beslutning om at gå sammen med Venstre i budgetforhandlingerne i fjor, der har slået revner i Helle Blaks følelser for sit parti gennem fem år.

Her endte SF med at slå pjalterne sammen med Venstre om et budgetforslag i opposition til Socialdemokraterne, som SF ellers konstituerede sig med ved seneste valg med støtte til borgmester John Dyrby Paulsen (S).

- Det er helt fint, vi står uden for budgetaftalen, det kan jeg godt bakke op om. Men jeg kunne ikke bakke op om, at vi skulle lave et tæt samarbejde – nærmest en forlovelse med Venstre – fordi det er et værdigrundlag, der ligger meget fjernt for mig. Jeg synes, vi i SF er blevet udnyttet af Venstre, og det kan jeg ikke være med til, siger hun.

Helle Blak retter især kritik mod SF'eren Jørgen Grüner.
Helle Blak retter især kritik mod SF'eren Jørgen Grüner. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Føler sig ikke hørt

Helle Blak understreger, at hun og partifællen Jørgen Grüner har haft et "rigtig fint samarbejde".

- Men vi ser meget forskelligt på, hvordan man skal løse de politiske opgaver og udfordringer, vi står over for.

Senest partifællens beslutning om at indbringe borgmester John Dyrby Paulsen for Ankestyrelsen faldt Helle Blak for brystet.

Sagen drejer sig kort fortalt om, at Jørgen Grüner mener, at et byrådsflertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance med borgmesteren i spidsen havde forbrudt sig mod reglerne i det budget, som parterne havde vedtaget.

SF’eren kaldte budgettet for et "skønmaleri", ifølge sn.dks udlægning af kontroversen i december 2020.

- Der er ikke nogen grund til, at jeg er i SF. Der bliver ikke lyttet til, hvad jeg siger, og jeg bliver ikke hørt. Han (Jørgen Grüner, red.) gør det, han finder bedst – men det bliver uden mig, siger hun.

Spidskandidat ærgrer sig

Til TV2 ØST siger Jørgen Grüner, at han ærgrer sig over Helle Blaks beslutning.

quote Der er en forskel i vores vurderinger af, hvor loyale vi skal være overfor Socialdemokratiet

Jørgen Grüner, SF, Slagelse Byråd

- Vi har haft rigtig meget glæde af et godt samarbejde igennem mange år, siger han og tilføjer:

- Man kan en gang imellem have nogle uenigheder – men at det fører til, at man melder sig ud, det, synes jeg, er rigtig ærgerligt.

Omkring de kontroverser, som den nu forhenværende SF'er lægger til grund for sin udmeldelse, understreger Jørgen Grüner, at der har været bred opbakning i baglandet til at gøre, som han gjorde.

- At vi havde en uenighed om, at vi selv skulle komme med et alternativt budget – det var der bred opbakning til, at vi gjorde, siger han og tilføjer:

- Der er en forskel i vores vurderinger af, hvor loyale vi skal være overfor Socialdemokratiet – det er helt oplagt – men når Socialdemokratiet har valgt at samarbejde tæt med Dansk Folkeparti om en masse ting, mener jeg ikke, vi behøver være så loyale over for dem.

Helle Blak har tidligere meldt ud, at hun ikke genopstiller til efterårets kommunalvalg.


Nyhedsoverblik