Politisk uenighed om minkaflivning - på Ervins farm er løbet allerede kørt

Mens politikerne diskuterer minkaflivning uden for Nordjylland, kan sjællandsk minkavler se sit livsværk gå op i røg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ervin Vallebo har allerede aflivet halvdelen af sine mink på under en uge.

quote Jeg er jo nødt til at fortsætte, som jeg har fået besked på

Ervin Vallebo, Minkavler

- Det er 32 års avlsarbejde, der forsvinder ned i aflivningskassen, fortæller minkavleren fra Glumsø.

I sidste uge besluttede regeringen, at alle mink i Danmark skal aflives, efter at man har fundet en ny mutation af coronavirus, Cluster 5. En variant, der har smittet fra mink til mennesker i Nordjylland.

Nu viser det sig, at regeringen ikke har hjemmel i loven til at kræve aflivning af raske mink uden for smittezonen i Nordjylland.

Ervin Vallebo har aflivet sine minktæver og må vinke farvel til 32 års avlsarbejde.
Ervin Vallebo har aflivet sine minktæver og må vinke farvel til 32 års avlsarbejde.

Hastelov opgivet

Regeringen har ellers forsøgt at lægge op til en hastebehandling af en ny lov, der gør det lovligt at aflive raske mink i smittefrie zoner, på tirsdag.

Men det kræver, at 75 procent af folketingets medlemmer stemmer for, og det ønsker blå bloks partier ikke.

Derfor opgiver regeringen nu planerne om at gennemføre en hastelov.

Læs også
Muteret minkvirus skabte falsk utryghed: - Tilliden til myndighederne har lidt et knæk
Læs også
Muteret minkvirus skabte falsk utryghed: - Tilliden til myndighederne har lidt et knæk

For Ervin Vallebo nytter det ingenting. Hans minkbesætning er allerede ødelagt.

- Det var tæverne, vi tog først, så jeg tror ikke engang, jeg kan finde de dyr, der ville kunne gøre, at jeg kan fortsætte, siger han.

Alvin Vallebo har avlet mink i 32 år.
Alvin Vallebo har avlet mink i 32 år.

Venter du eller fortsætter du med at aflive?

- Jeg er jo nødt til at fortsætte, som jeg har fået besked på. For hvis ikke jeg selv gør det, kommer der nogle andre og gør det for mig.

Pelsdyravlerformand savner klare udmeldinger  

Ann Mona Kulsø Larsen, der er minkavler og formand for Sjællands Pelsdyravlerforening, opfordrer sine medlemmer til at fortsætte med aflivningerne.

- Jeg siger, de skal fortsætte, for vi har ikke fået besked om andet, siger hun.

Ann Mona Kulsø Larsen er selv i gang med at aflive sin minkbesætning, mens hun kæmper for at holde sammen på sig selv.

Ann Mona Kulsø Larsen opfordrer politikerne til at få styr på deres udmeldinger.
Ann Mona Kulsø Larsen opfordrer politikerne til at få styr på deres udmeldinger.

Og de nye meldinger gør ikke hverdagen nemmere.

- Når man er i knæ og ikke kan sove om natten eller hænge sammen, så har man ikke brug for at blive sat mere i tvivl. Så har man brug for, at der er orden og styr på de ting, der sker. De fjerner vores livsgrundlag, siger hun.

Venstre: Skandaløst af regeringen

Venstre er et af de partier, der ikke støtter op om en hastebehandling af en minklov, så alle mink kan slås ned. Folketingsmedlem Louise Schack Elholm (V) retter skarp kritik af regeringen.

- Regeringen har jo først indkaldt til forhandlinger i dag. Jeg synes, det er skandaløst, at regeringen har sat gang i denne aflivning uden at have styr på lovgivningen og kompensationen, siger hun.

Er I ikke med til at trække sagen i langdrag, når I ikke vil være med til at slå minkene ned med det samme?

- Nej. Fordi regeringen nu har smølet, har vi ikke tænkt os at hastebehandle på en eftermiddag eller to. Det her fortjener en ordentlig behandling. Vi skal behandle de minkavlere, der har slidt og slæbt for at få en god farm op at køre, har døjet med avlsarbejdet og varetaget erhvervet, ordentligt. Det kan vi ikke gøre, fordi regeringen i sidste øjeblik kom i tanke om, at den ikke havde lovgivningen på plads.

20201107-193100-l-1920x1081we.jpg
Læs også
Forvirring om muteret virus på Sjælland - nu kaldes minister i hastesamråd
20201107-193100-l-1920x1081we.jpg
Læs også
Forvirring om muteret virus på Sjælland - nu kaldes minister i hastesamråd

For fire dage siden skrev Staten Serum Institut, at den bedste måde at komme denne variant til livs er generelt at bremse smitteudviklingen. Særligt i Nordjylland, hvor minkvarianten er mest udbredt, men også i resten af landet.

Ved I, i Venstre, bedre end Statens Serum Institut?

- Nej, det gør vi ikke, og derfor ville jeg også have ønsket, at regeringen havde inddraget os langt tidligere i denne proces. Helst inden man var gået ud med en melding om, at alle mink i Danmark skulle slås ned. Vi vil opfordre regeringen til mere åbenhed, så vi kan få en ordentlig behandling i den her sag.

Hvad skal der til for, at Venstre vil bakke op om forslaget?

- Der skal tilstrækkelig åbenhed til, og så skal vi sikre, at det bliver behandlet som ekspropriation, så minkavlerne kan få en ordentlig behandling.


Nyhedsoverblik