Hos Restaurant ROS i Tønder laver de prisvindende mad

Mange holder ferie i Danmark i år, så Lorry er kørt til TV Syds sendeområde for at finde de bedste sommeroplevelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

OBS: Siden besøget blev det meldt ud, at restauranten lukker på grund af uenighed med Hostrups Hotel. Men man kan stadig bestille den gode mad hos roscatering.dk.

En gourmand kommer aldrig til at dø af sult i Syd- og Sønderjylland. 

Der er flere bemærkelsesværdige restauranter at gå på opdagelse i, for eksempel Fakkelgården, Bind, Syttende, MeMu og Henne Kirkeby Kro for blot at nævne nogle.

I Tønder finder man Restaurant ROS, der har vundet priser for deres mad, er Årets Feel Good-oplevelse fra The White Guide, og som også er blevet tildelt den regionale pris Bedst i Sydjylland 2020.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gourmet i Sydjylland
Foto: Rasmus Wilmann - TV2 Lorry

Bag ROS står Marcel Rodrigues og Steffen Snitgaard, og de laver delvist fransk inspireret gourmetmad af lokale råvarer.

Vi smager en asparges-pannacotta med letbagt kulmule, friske grønne asparges og tynde skiver af hvide asparges, med ristede hasselnødder og croutoner.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gourmet i Sydjylland
Foto: Rasmus Wilmann - TV2 Lorry

Til hovedret får vi langtidssimret kyllingerillette med urter, kartoffelkompot, grillet sommerkål med ristet boghvede og masser af sauce med ristede morkler.

Det smager fantastisk. Selvom det er en fiskeret og en kyllingerillette, så er det grøntsagerne, der er i centrum. Der bruges grøntsager, som er i sæson, og derfor er de fulde af smag.

Rillette er jo en tilberedningsform, hvor der indgår store mængder fedt, og det kan man jo ikke se sig sur på. Morkel-saucen, som er i rigelige mængder, er også et kapitel for sig.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gourmet i Sydjylland
Foto: Rasmus Wilmann - TV2 Lorry

Desserten er jordbærsorbet, med nye danske jordbær og romsyltede grønne jordbær med estragoncrumble, serveret på en hvid chokoladecreme.

Jordbærrene er syltet i den lokale Sort Sol-rom, som er tilsat sukkertang og tonkabønne, og de er faktisk en attraktion i sig selv.

Restaurant ROS får 1.000 stjerner af mig! -og det er okay, for jeg er ikke en rigtig madanmelder.

Se indslaget fra Restaurant ROS her:


Nyhedsoverblik