Han siger det selv, da vi mødes.
- Som I nok kan se, så smiler jeg over hele hovedet.
Og det kan jeg sagtens se. Og sagtens forstå.
Thomas Bruhn Helleberg er formand for Thy Cablepark - Cold Hawaii Inland. Det lyder måske kringlet, men pointen er aldeles lige til.
- Det er et sted, hvor vi laver liv og glade dage.
Artiklen fortsætter under billedet.
Smil og hvin slås med blæsten over Limfjorden. Solen tvinger øjnene til små sprækker. Med en hånd vinkelret på panden kan de holdes åbne, og synet rummer både en overraskende skønhed og en fremragende historie.
Det, der i dag er en cablepark - en vandarena i Limfjorden lidt nord for Thisted, var før en industrihavn. Der, hvor glade mennesker nu suser hen over havet på wakeboards trukket af reb i et kæmpemæssigt spil, lå der før asfalt. Man lavede mursten her i Synopal Havn.
Artiklen fortsætter under billedet.
Nu er det vandsporten, der har overtaget, wakeboards og vandski og hop og plask.
Området er takket været frivillige kræfter og en velvillig kommune forvandlet fra et sted, hvor folk ikke ville sende deres børn hen, til et sted, der er som skabt til dem. Unge som gamle. Med et klubhus med panoramaudsigt, en stor strand til de solbadende, omklædningsrum, brusere og plads til at spise en picnic.
- På en dag med sol kommer man jo nærmest til at tænke på noget eksotisk. Danmarks svar på Dubai - det er Thy.
Artiklen fortsætter under billedet.
Der er ikke noget at sige til, at Thomas Bruhn Helleberg er både glad og stolt over at have været med til at skabe det. og lige så begejstret er jeg for at få lov at udnytte det, at prøve en tur på et wakeboard.
Vil du besøge Thy Cablepark kan du finde oplysninger om åbningstider og ruteanvisning på parkens hjemmeside.
Se, hvordan det gik Anders i cableparken, ved at klikke på indslaget herunder: