Forælder om politisk håndbremsevending: - Jeg tør næsten ikke tro på det

Politikerne i Sorø har fejet besparelser på børne- og undervisningsområdet af bordet i 2019. Forældrene fortsætter kampen for de kommende år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Vuggestuer, børnehaver, SFO’er og folkeskoler i Sorø Kommune slipper for besparelser i 2019.

Det er i hvert fald tilfældet, hvis det nye budgetforslag fra et politisk flertal i byrådet bliver endeligt vedtaget på onsdag, den 10. oktober.

I lang tid så det ellers ud til, at der skulle spares 2,2 millioner kroner på området som følge af udsigten til et stort underskud i kommunen.

Læs også
Kovending i Sorø: Flertal dropper store besparelser på børneområdet
Læs også
Kovending i Sorø: Flertal dropper store besparelser på børneområdet

- Alle forligspartier er rigtig glade for det her. Vi vil gerne fortsætte med at prioritere børneområdet. Vi har haft en kæmpe succes, børnefamilierne valfarter hertil, og vi vil gerne sikre, at det bliver så godt som muligt, siger borgmester Gert Jørgensen (K).

Lettede forældre

Sorø Kommune startede ud med et hul i budgettet på små 40 millioner kroner. I starten af september stod det klart, at kommunen fik mulighed for at låne 30 millioner kroner af staten, og i torsdags kom det så frem, at Sorø Kommune ville få 11,2 millioner kroner over to år på grund af en fejl i udligningsreformen.

Og det er altså grunden til, at Sorø Kommune nu kan droppe de varslede besparelser på børneområdet – til stor glæde for kommunens forældre.

quote Jeg er rigtig glad på vegne af de børn, besparelserne ville være gået ud over

Nanna Lapain, forælder, Sorø

- Jeg er lettet. Jeg er rigtig glad på vegne af de børn, besparelserne ville være gået ud over, siger Nanna Lapain, der er en del af den gruppe af forældre, som har protesteret og demonstreret over besparelserne.

En hurtig løsning

De varslede besparelser skulle blandt andet gennemføres ved, at store børnehavebørn skulle starte i SFO allerede i april det år, hvor de skulle starte i skole.

- For os at se var det en lidt hurtig løsning, for der var mange ubesvarede spørgsmål. Der var flere af stederne, hvor det ikke kunne lade sig gøre rent fysisk, siger Nanna Lapain.

Sorø demonstration
Læs også
Budgetaftale:
Sorø ender med en masse små besparelser og én stor
Sorø demonstration
Læs også
Budgetaftale:
Sorø ender med en masse små besparelser og én stor

- Og den dårligere normering i forhold til at være i en SFO om foråret, var heller ikke noget, vi så frem til, fordi børnehaverne laver en rigtig god overlevering, som det ser ud nu. De får besøg af skolerne og laver rigtig gode projekter, hvor de gør børnene klar til skolestart. Det ville man ikke kunne med én voksen til 15-20 børn.

Tør ikke tro på det

Men selvom Nanna Lapain glæder sig over udmeldingen fra Gert Jørgensen i dag, så har hun dog ikke åbnet champagnen endnu.

quote Så vi kæmper videre for, at der heller ikke kommer besparelser på børne- og ungeområdet de kommende år, for området kan ikke tåle at blive beskåret mere

Nanna Lapain, forælder, Sorø

- Jeg tør næsten ikke tro på det. Jeg vil gerne lige have, at det skal blive onsdag aften, siger hun.

Hun hæfter sig også ved, at de tilbagerullede besparelser på børneområdet kun gælder for 2019.

- Vi er rigtig glade på vegne af næste år, hvis den holder hjem. Men der er ikke givet lovning på de efterfølgende år. Så vi kæmper videre for, at der heller ikke kommer besparelser på børne- og ungeområdet de kommende år, for området kan ikke tåle at blive beskåret mere, siger Nanna Lapain.

Foruden besparelserne på børneområdet bliver besparelser på den kommende omfartsvej rundt om Tersløse ved Dianalund rullet tilbage. Det betyder, at projektet ikke længere er udskudt i to år, men kan gå i gang med det samme i 2019.

Bag budgetforliget står Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.


Nyhedsoverblik