”Forældreopråb: Omsorg til vores børn nu!”
Sådan står der blandt andet på flyeren, som forældre i Sorø Kommunes daginstitutioner har hængt op i deres børns daginstitutioner for at skabe interesse for en demonstration, der finder steder mange steder i landet i morgen – blandt andet i Sorø.
Men den gik ikke.
Sorø Kommunes kommunaldirektør har meddelt lederne i de enkelte institutioner, at de skal fjerne dem, fordi de er en kritik af Sorøs byråd.
Jeg forstår ikke, hvorfor kommunen lukker os ned og jeg ved ikke, hvordan vi ellers skal komme til orde.
Dét overrasker Kristina Johansen Forshaw, der er en af initiativtagerne til demonstrationen i Sorø.
- Det lader til, at man ikke ønsker, at vi skal tale sammen om at stå sammen for at skabe bedre rammer. Vi fører ikke valgkampagne, men vil gerne i dialog på tværs, og vi vil det bedste for vores børn. Det er vores eneste budskab, siger Kristina Johansen Forshaw.
Dokumentar viste en presset hverdag
Demonstrationen i Sorø er en af i alt 59 demonstrationer i hele Danmark. De er arrangeret af forældrebevægelsen ”Hvor er der en voksen”. Bevægelsen blev oprettet efter, at DR2 bragte dokumentaren ”Hvem passer vores børn”, i begyndelsen af marts. I dokumentaren blev der beskrevet en meget presset hverdag for både børn og voksne.
- Jeg kan ikke forstå, at den flyer er en trussel. At vi ikke kan stå fredeligt og sige, at vi er uenige i de beslutninger, der er taget om vores børn. Jeg forstår ikke, hvorfor kommunen lukker os ned og jeg ved ikke, hvordan vi ellers skal komme til orde. Kommunen gør sit bedste for at lukke munden på os, siger Kristina Johansen Forshaw.
Kristina Johansen Forshaw er mor til en dreng, der går i vuggestue, og en pige, der går i børnehave i Krongården i Sorø. Hun fortæller, at forældrene havde sat flyerne op på forældre-til-forældre opslagstavler:
- Der hænger opslag om babysittere og børnespejdere og al mulig information. Det er jo ikke blevet hængt op på institutionernes officielle opslagstavler, fortæller hun.
Opfatter flyer som en kritik af byrådet
Da Kristina Johansen Forshaw fik at vide, at flyerne ikke måtte hænge i Krongården, skrev hun til Sorøs borgmester, men det viste sig, at det var kommunaldirektør Søren Kjær, der havde truffet beslutningen.
I et brev til Kristina Johansen Forshaw skriver han blandt andet, at flyerne er en kritik af byrådets beslutninger.
Brevet har vakt bestyrtelse på facebooksiden ”Stop besparelserne på børn og unge området i Sorø Kommune”, hvor flere forældre giver udtryk for deres overraskelse. En af dem er Irene Kjær-Hansen, der er mor til en søn på knap tre år, der går i vuggestue i Holberghaven i Sorø.
- Den anden dag, da jeg hentede min søn, var de to voksne om 12 børn og sådan havde det været hele dagen og sådan er det, når der er én af medarbejderne, der er syg. Det er hverdagen i institutionen og det nytter ikke noget at komme og censurere os, når vi gør opmærksom på det, siger Irene Kjær-Hansen.
Artiklen fortsættes under billedet.
Forældrene er enige om, at når de hænger en flyer op i institutionen, så er det, sådan man gør, fordi det er der, forældrene har mulighed for at møde hinanden, og de er også enige om, at der er grænser for, hvad man må hænge op.
- Vi sætter jo ikke reklamer op for McDonalds eller valgplakater eller kriminelle budskaber. Jeg synes, at vi plejer at have en åbenhed her i Danmark, så jeg føler, at jeg har fået min ytringsfrihed indskrænket, siger Irene Kjær-Hansen.
Vil beskytte de ansatte
Kommunaldirektør i Sorø kommune, Søren Kjær, fortæller, at det for ham er vigtigt at beskytte de ansatte i institutionerne.
Hvorfor må forældrene ikke hænge flyers op i institutionerne i Sorø Kommune?
Vi diskuterer jo sagen, og jeg anerkender deres grundlovssikrede ret til at demonstrere
- Jeg vægter, at der er et godt arbejdsmiljø for mine medarbejdere. De skal kunne møde på arbejde uden at blive mødt med en kritik af de rammer, der er for deres arbejde. Det samme gælder for forældrene. De skal kunne aflevere deres børn uden at blive mødt af politiske budskaber, siger kommunaldirektøren.
Forældrene siger, at de har brugt den opslagstavle, som er til beskeder mellem forældre og siger, at det er der, de har mulighed for at kommunikere med hinanden?
- Det argument kunne man måske bruge for 15 år siden. Men med de sociale medier er der jo masser af mulighed for at oprette en gruppe, hvor man oplyser om en kommende demonstration og på den måde har kontakt, siger han.
Initiativtagerne siger, at arrangementet er helt upolitisk – at de netop gerne vil i dialog på tværs af alle partier?
- Der har været en debat omkring normeringerne i daginstitutionerne i Sorø Kommune det seneste halve år, så det er et politisk budskab, når der står ”stop nedskæringerne”. Og det er en debat, hvor pædagogerne meget kan komme til at føle sig klemt, fordi det ikke er dem, men politikerne som har truffet de beslutninger, der er omkring normeringen. Jeg er optaget af, at pædagogerne skal have et godt arbejdsmiljø og ikke skal møde kritik, siger Søren Kjær.
Forældrene skal mødes et andet sted
Gør det indtryk, at forældrene mener, at deres ytringsfrihed er indskrænket her?
- Nej, for den her samtale med dig er jo et bevis på, at de har deres ytringsfrihed. Vi diskuterer jo sagen, og jeg anerkender deres grundlovssikrede ret til at demonstrere. De skal bare finde sammen om det uden for institutionerne. Så vi bliver ikke enige om, at institutionen kan bruges til at hænge flyers op med politiske budskaber om at stoppe nedskæringer, siger Søren Kjær.
Artiklen fortsættes under billedet.
Forældrene er overraskede over, at sagen fremstilles, som om der er en modsætning mellem forældre og personalet.
- Jeg føler det, som om de vil skabe en konflikt mellem os og personalet. Det er en mærkelig måde, de griber det an på, og jeg har ikke haft en fornemmelse af, at de ansatte er imod vores initiativ. Det er en landsdækkende demonstration i mange byer. Vi har ikke nævnt nogle partier. For få hænder er et problem mange steder, og man må da kunne sige sin mening, siger Kristina Johansen Forshaw.
Spørgsmålet er, om det er lovligt, at Sorø Kommune har fjernet flyers, som dem forældrene har sat op på forældre-opslagstavlerne. Udgangspunktet er nemlig, at der skal tages tilstrækkelig hensyn til ytringsfriheden. Dét siger lektor i forvaltningsret på Syddansk Universitet, Frederik Waage.
- På det grundlag jeg her er præsenteret for, så kan jeg sige, at en kommune skal være meget varsom med at blande sig i indholdet af en forældreopslagstavle i en institution. Der er principielt tale om ytringer beskyttet af grundlovens paragraf 77, som kommunen er forpligtet af, siger Frederik Waage.
Demonstrationen løber af stablen klokken 13 i morgen lørdag. Her i vores region er der varslet demonstrationer i Kalundborg, Holbæk, Sorø, Slagelse, Ringsted, Næstved og Nykøbing Falster.