- Kære Naboer På Lårupvej! Vi holder fest i weekenden den 6-8 oktober! Vi får mange gæster så larm vil forkomme vi håber på jeres forståelse på forhånd tak venling hilsen Lårupvej 30
Sådan var ordlyden i et brev, der forleden dumpede ned i postkasserne i Lårup nord for Sorø.
Selv om det umiddelbart kan lyde som en venlig reminder til naboerne, så har brevene skabt utryghed i den lille landsby.
Rockerfest
Det er ikke hvem som helst, der bor på Lårupvej 30.
Adressen fungerer som rockerklubben Gremium MC’s klubhus.
Det er altså med andre ord en rockerfest, der finder sted i Lårup i aften.
Mandsopdækket af politiet
Efter at der i sommer udspillede sig en skudepisode i ejendommen, hvor en mand blev såret, tør Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi forvente ikke tage nogen chancer i forbindelse med aftenens fest.
Derfor har de i dag meldt ud, at de vil være massivt til stede og stå vagt uden for ejendommen.
Utryghed i byen
Også beboerne i Lårup er utrygge ved aftenens fest og Gremium MC’s generelle tilstedeværelse i landsbyen.
TV ØST’s reporter er i dag til stede i Lårup og har talt med flere naboer, der alle har ønsket fuld anonymitet.
Naboerne fortæller til TV ØST, at de er utrygge over at bo tæt på Gremium MC’s ejendom.
Det skyldes både, at skudepisoden i sommer har opskræmt mange, og dels at er hverdagen i Lårup er præget af biler, der i høj fart kører til og fra klubhuset.
Bange for at gå på gaden
Disse ting har til sammen skabt en atmosfære, hvor folk er bange for at gå på vejen, som kører gennem landsbyen.
Ligeledes er der borgere, hvis børn ikke længere tør være alene hjemme om aftenen.
Lårup har kun 30 huse, og beboerne er netop flyttet dertil på grund af roen, som nu bliver forstyrret.
Man flytter på landet for at få fred og ro, ikke for dette her, udtrykker naboerne det.