Tegn på indbrud? Minna fandt mystisk sten i indkørslen

Kvinde fra Sorø fandt sten med sort kryds i indkørsel. Hun opfordrer andre til at holde øje med mistænkelige ting. - Vi har få indbrud, siger politi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvis du ligesom Minna Christensen fra Dianalund i Sorø Kommune finder en sten med et kryds på eller en anden form for markering ved din bopæl, er det en god idé at fortælle det til dine naboer og give politiet besked. 

Det var også, hvad Minna Christensen gjorde, da hun tirsdag den d. 30. maj fandt en stor sten med et sort kryds midt i sin indkørsel. Hun frygtede nemlig, at det var indbrudstyve, der havde lagt den.

- Jeg kørte på arbejde klokken seks om morgenen, og da jeg kom hjem kvart over fire, så jeg en sten med et sort kryds på midt i indkørslen, siger Minna Christensen til TV ØST.

Til at starte med troede hun, at det var hendes børn, der havde haft gang i sprittussen.

- Jeg undrede mig over stenen og spurgte min mand, om det var noget, han havde malet med børnene, men det var det ikke - så vi blev enige om, at der var noget galt, siger hun.

Lagde billedet på Facebook

- Samme aften er der en kvinde i Dianalund, som poster på Dianalundgruppen på Facebook, at de har haft indbrud natten til tirsdag, og derfor skynder jeg mig at poste min oplevelse på Facebook. Vi har nabohjælp på vejen, så jeg sender også en SMS til alle, så de er ekstra opmærksomme, fortæller Minna Christensen.

 
  Foto: Facebook
soendergaard_033.jpg
Læs også
Gode råd: Sådan gør du livet surt for tyvene i ferien
soendergaard_033.jpg
Læs også
Gode råd: Sådan gør du livet surt for tyvene i ferien

Minna Christensen frygtede for indbrud og melder hændelsen til politiet.

- Man har hørt om, at de lægger markeringer ud ved folks hjem, og hvis det ikke bliver fjernet, plejer de at bryde ind, siger hun. 

Hun fortæller, at hun har fået positiv respons fra folk, efter hun lavede opslaget.

- Folk har sagt tak for informationen, for det handler jo om at hjælpe hinanden, siger hun. 

Politi: Det er en periode med få indbrud

Finder man finder en speciel markering, opfordrer politiet til, at man henvender sig.

- Hvis man finder en sten med et kryds, er det specielt, men hvis der bare står en øldåse, er det ikke nok. Det er ikke til at vide, hvorfor stenen ligger der. Vi har valgt at oprette hændelsen, men der er ikke fundet afmærkninger andre steder eller konstateret indbrud, siger Tom Stysiek, politikommissær i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi. 

Politiet påpeger, at der er få indbrud for tiden.

- Vi er inde i en periode med meget få indbrud, så sandsynligheden for indbrud er ikke særlig stor. I pinsen har vi i Slagelse og Sorø Kommune kun haft ét indbrud i en villa og to i lejligheder over fire dage, fortæller Tom Stysiek, politikommissær i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Det skal du gøre, hvis dit hus markeres

Politiet er bekendt med, at der tidligere er blevet lagt markeringer i forbindelse med indbrud.

- Det kommer i bølger. Det er ikke noget, vi føler bliver brugt lige for tiden, men vi er opmærksomme på, at det tidligere har været brugt og kan bruges, siger Tom Stysiek.

Hvis politiet får flere henvendelser om afmærkninger melder de det ud - og de opfordrer til, at man henvender sig til sine naboer, hvis man finder noget mistænksomt. 

Vil man gøre en ekstra indsats for at forebygge indbrud er det, ifølge politiet, en god idé at have gode låse, lys der tænder ved bevægelse og nabohjælp.


Nyhedsoverblik