En person blev såret, da en landejendom ved Stenlille natten til torsdag blev angrebet med flere skud.
Politiet kan torsdag ikke oplyse nyt om den såredes tilstand, men politiets teknikere undersøger torsdag formiddag huset nøje.
Der er tale om en ældre landejendom omkring fem kilometer fra Stenlille, hvor rockergruppen Gremium den seneste tid har haft et klubhus.
Den gullige bygning står torsdag meget tydeligt frem mod den gråsorte himmel, og det er tydeligt at se skudhuller i facaden og et vindue. Skudhullerne er mærket med numre.
Ved bygningen holder to anonyme teknikerbiler og en politibil parkeret, mens uniformeret politi undersøger ejendommen og dens regnvåde omgivelser.
Politi har ingen oplysninger
Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser til TV ØST, at man torsdag efterforsker episoden intensivt.
Han ønsker dog ikke at sige mere om forholdene omkring skudepisoden eller den person, der er er blevet såret.
- Jeg kender ikke den såredes tilstand, og jeg ønsker ikke sige mere om ham. Heller ikke, hvor han er blevet behandlet, siger Kim Kliver.
Nye i området
Ifølge politiet er der tale om en banderelateret hændelse, efter at Gremium har forsøgt at bide sig fast i området.
Gremium har tidligere været i konflikt med den tidligere gruppe Brothas fra København, men politiet kan ikke sige noget om, om denne konflikt også er baggrund for sagen torsdag.