12-årige Nichlas sidder i kørestol og kan ikke komme med bussen

Klokken ringer ud, og skoledagen på Stenlille Skole i Stenlille er slut. Eleverne er på vej hjem, nogle af dem skal med skolebussen og stiller sig op og venter.

Nichlas Duedahl Hansen bor i Dianalund, syv minutters kørsel fra skolen. Han ville gerne køre med, men hans kørestol kan ikke komme ind i bussen, og det er han ked af:

- Jeg ville ønske, at jeg kunne tage bussen lige som alle de andre i min skole, jeg vil gerne være sammen med mine kammerater og hygge, fortæller han.

Skolebussen har en rampe, der ligger i gulvet. Men den skal foldes ud manuelt og er tung.  Buschaufføren må på grund af sikkerheds- og arbejdsmiljøregler ikke hjælpe. Samtidig er sæderne ved indgangen i vejen, så kørestolen kan ikke drejes ind på plads.

Så i stedet for at tage skolebussen kører Nichlas Duedahl Hansens mor ham hver dag til og fra skole.

- Jeg bliver rigtig ked af det og frustreret over at se, at han glipper det sociale samvær med klassekammeraterne. De kører forbi ude på vejen, og vi kører så efter bussen. Jeg synes, at det kunne være rigtig dejligt, hvis han kunne tage bussen ligesom alle de andre børn. 

- Det er sådan en naturlig ting børn gør, når de går i skole og kommer hjem igen bagefter. Det, der er sværest for os forældre at se på, er, når alle de andre børn stiger ind i bussen, og Nichlas efterlades alene som den eneste på fortovet. Det gør ufatteligt ondt, siger Christina Duedahl Hansen.

Nichlas Duedahl Hansen er ikke den eneste, der oplever barrierer i den kollektive trafik. I rapporten 'Busser for alle' fra april i år sætter Institut for Menneskerettigheder fokus på tilgængelighed til kollektiv transport i Danmark.

Konklusionen på rapporten er, at den kollektive bustransport i Danmark i ringe grad sikrer tilgængelighed for personer med bevægelseshandicap.

Fem ud af seks trafikselskaber kræver, at mennesker med handicap selv eller med hjælp fra en ledsager skal kunne benytte den rampe, der er på busserne, og det får de fleste til at opgive.

- Vi ved, at for 8 ud af 10 så er det at tage bussen noget, som bliver set som umuligt eller meget svært, det begrænser vores muligheder for at komme ud og arbejde, fritidsaktiviteter, at komme i skole, vores venskaber, så det er noget, vi alle sammen har brug for at få gjort noget ved, siger Sif Holst, der er næstformand i Danske Handicaporganisationer.

Det er Movia, der står for skolebuskørslen til Stenlille Skole. Hos den vognmand, der har ruten, har man afprøvet forskellige ramper og tre forskellige busser, men dels er ramperne for stejle, dels er der ikke plads til kørestolen i selve bussen:

- Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at finde ud af, om vi kunne hjælpe med at få Nichlas i skole. Vi har haft en stor seance, hvor vi har prøvet at se, om vi kunne få kørestolen ind og ud af de busser. Det lykkedes ikke, vi kan ikke få kørestolen til at stå det rigtige sted, så nej det går ikke, at have Nichlas med bussen i den kørestol, han har, forklarer Jens Peter Langberg, der er flextrafikchef i Movia. 

Men kørestolen er jo ikke større, end en kørestol må være? 

- Nej, men Nichlas´ kørestol kan ikke dreje særlig skarpt, og så er det svært at få den manøvreret ind på plads, den kan ikke på fornuftig vis drejes over, så han har ryggen i kørselsretningen og kan transporteres sikkert. Det er desværre ikke den rigtige løsning at køre Nichlas i den kørestol med bussen. Vi må finde en anden løsning, som eksempelvis flextrafik, siger Jens Peter Langberg.

Danske Handicaporganisationer efterlyser, at busselskaberne i højere grad tager nye metoder til sig, som det eksempelvis er sket i udlandet og på Fyn, hvor FynBus siden 2015 har indført elektroniske ramper på flere og flere busser i takt med, at nye busser har erstattet de gamle.

- Vi kunne rigtig godt tænke os, at der i højere grad blev kigget på de erfaringer, der er med elektriske ramper i Odense blandt andet, og som man også ser mange steder i udlandet, siger Sif Holst.

Stoppesteder skal med

Med de elektroniske ramper kan brugerne trykke på en udvendig knap og så kommer en lille rampe ud, så kørestolsbrugerne kan køre direkte ind i bussen uden hjælp fra andre. Men ifølge Movia er det ikke så enkelt:

- Ramperne gør det ikke alene, vi er nødt til at have stoppestederne med. Det afgørende er, at sådan et stoppested er indrettet, så man kan komme ud på fornuftig vis. Der skal gerne være en kant, så rampen den ikke skal helt ned på vejen. Hvis man starter i en grøft eller direkte på vejen eller en græsplæne, så bliver det vanskeligt. Så tilgængeligheden ved stoppestederne betyder meget i den her situation, siger Jens Peter Langberg.

Arbejder I nok med det her?

- Vi arbejder med det, og vi tager det op den ene gang efter den anden. Det kræver en forholdsvis høj kantsten, og samtidig har vi problemet, hvis der er en cykelsti, man skal over. Det er ikke trygt, siger Jens Peter Langberg. 

Danske Handicaporganisationer erkender, at løsningerne ikke er simple, men mener også, at det handler om vilje:

- Der er ikke ret mange ting i tilværelsen, der er simple, men det kan lade sig gøre. Jeg har kørt med mange busser med elektriske ramper rundt om i verden. Nogle gange kan det drille lidt, chaufførren skal måske køre en meter frem eller tilbage. Men første skridt er at sige, at selvfølgelig skal vi have elektriske ramper, siger Sif Holst.

Både Nichlas og Christina Duedahl Hansen har Ehlers-Danlos syndrom. Det er en sjælden sygdom med mange komplikationer, blandt andet har man problemer med overbevægelige led, der går ud af led i ryg, hænder og fødder. Derfor kan det også indimellem være en udfordring for Christina Duedahl Hansen at hente og bringe Nichlas. 

- Jeg har jo selv en funktionsnedsættelse, der betyder, at jeg ikke har enormt mange kræfter. Mit knæ kan gå af led, men jeg er nødt til at køre alligevel, selv om det låser, og jeg har smerter. Så det ville være fantastisk, hvis man bare på én bus kunne have en elektrisk rampe, som Nichlas selv kan betjene, det er et spørgsmål om vilje, på Fyn kan de godt køre med el-ramper i landdistrikterne, så jeg kan ikke forstå, at vores landdistrikter er så meget anderledes, siger Christina Duedahl Hansen.

Familien Duedahl Hansen har ansøgt Sorø Kommune om flextrafik til Nichlas, men de ville stadig ønske, at den helt almindelige skolebus, der kører lige forbi hver morgen, var en mulighed.

- Jeg kan se, at Nichlas får sværere og sværere ved at kunne de samme ting, som alle de andre børn og klare sig på lige vilkår. Når han gerne vil lege med de andre børn, kunne han tage bussen, det kan han så ikke, så det afskærer ham fra en del sociale aktiviteter, siger Christina Duedahl Hansen. 

Vil gerne glemme kørestolen

Nichlas Duedahl Hansen, der går i 6. klasse, håber, at det en dag vil lykkes ham at kunne tage bussen sammen med de andre skolekammerater:

- Jeg håber, det bliver muligt, og de har jo et handicapskilt på den, men man kan ikke komme ind, det synes jeg er lidt surt. Jeg vil bare gerne være en så normal dreng som muligt og glemme, at jeg har en kørestol og være lige som de andre, siger han.

Institut for Menneskerettigheder vurderer, at omkring 58.000 kørestolsbrugere er berørt af problemstillingen. Derudover kommer de mennesker, der har brug for forskellige hjælpemidler, som eksempelvis rollator.