71-årige Lilli har ikke råd til at adskille regn fra spildevand - nu er hun politianmeldt

Sorø Kommune har politianmeldt Lilli Rodeck for manglende regnvandsseparering på grunden. Men folkepensionisten har ikke råd til at få det lavet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En manglende regnvandsseparering har fået Sorø Kommune til at politianmelde Lilli Rodeck fra Broby Græslod.

- Jeg har det skidt, lyder det fra Lilli Rodeck.

Folkepensionisten står nemlig i den situation, at hun ikke har råd til at få lavet regnvandssepareringen på sin grund. Men det er lovpligtigt for husejere at få det gjort, og derfor er sagen nu endt med en politianmeldelse.

quote Jeg er bundet på hænder og fødder

Lilli Rodeck

- Jeg kan ikke få mere lån i huset, for lige nu er huset ikke noget værd. Fordi der er en sag på huset. Så det kan ikke sælges, forklarer Lilli Rodeck.

Har trukket tilbud tilbage

For et par måneder siden gik Sorø Kommune og Sorø Forsyning ind i sagen og tilbød Lilli Rodeck en låneordning. Prisen kom dog noget bag på husejeren. Hun havde regnet med, at det kunne gøres for omkring 40.000 kroner, men prisen hos Sorø Forsyning lød på hele 194.058 kroner.

Den høje pris skyldes, at arbejdet med netop det tilbud er langt mere omfattende, og at det skal være fremtidssikret, hvis forsyningen skal kunne tilbyde borgere lån til regnvandsseperaring.

- Vi får et problem som forsyning, hvis vi står om otte år, og et rør er klappet sammen. Så har vi et ansvar, fordi vi har påtaget os opgaven. Der er ingen garanti for, at den billige løsning i de andre husstande holder i 20 år, men her er det jo grundejerens eget ansvar, forklarede Susanne Borggaard, bestyrelsesformand hos Sorø Forsyning, til TV2 ØST tilbage i marts.

Susanne Borggaard er bestyrelsesformand i Sorø Forsyning. Hun forstår godt, at Lilli Rodeck synes, tilbuddet er dyrt.
Susanne Borggaard er bestyrelsesformand i Sorø Forsyning. Hun forstår godt, at Lilli Rodeck synes, tilbuddet er dyrt. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Det endelige beløb ender ifølge Lilli Rodeck på 299.000 kroner, når både risikotillæg samt tillæg til rådgivere kommer oveni. Derudover er renten på lånet på fem procent.

- Jeg vil gerne lave det, men jeg er en af dem, der ingen penge har. Så mit forslag var, at man fik det lavet ved den billigste kloakmester og tog pant i huset. Det er den billigste løsning, fastslår husejeren.

Læs også
71-årige Lilli har ikke råd til at få adskilt regnvand fra spildevand - forsyning tilbyder seks gange så dyr løsning
Læs også
71-årige Lilli har ikke råd til at få adskilt regnvand fra spildevand - forsyning tilbyder seks gange så dyr løsning

Entreprenøren bag tilbuddet er dog sprunget fra nu. Det har ikke været muligt for Sorø Forsyning at indhente andre tilbud, og derfor har Natur- og Miljøafdelingen ved Sorø Kommune politianmeldt Lilli Rodeck for stadig ikke at have fået lavet regnvandssepareringen.

- Hvis man efter gentagende henvendelser ikke har gjort det eller mulighed for at gøre det, så er det jo en politisag, fordi det er sådan lovgivningen er, forklarer Bo Christensen (K), formand for Natur, Teknik og Planudvalget hos Sorø Kommune, og tilføjer:

- Men det er rigtig trist, at man med rigtig mange forsøg på at hjælpe på vej ikke er kommet til en løsning, og at vi har været nødsaget til at tage det skridt og lave en politianmeldelse.

Bo Christensen kender ikke årsagen til, at entreprenøren har trukket tilbuddet tilbage. Han påpeger dog, at der generelt er prisstigninger i samfundet, hvilket måske kan have en indflydelse.

Vil have forlænget fristen

Lilli Rodeck mener, at hun burde have fået forlænget fristen til at finde en ny kloakmester, nu hvor tilbuddet er trukket tilbage.

Udover den eksisterende spildevandsledning, skal der også graves en regnvandsledning ned. Gravearbejdet er cirka fra husets trappe og ud til dækslet ved vejen.
Udover den eksisterende spildevandsledning, skal der også graves en regnvandsledning ned. Gravearbejdet er cirka fra husets trappe og ud til dækslet ved vejen. Foto: TV2 ØST

Hun har også allerede haft flere kloakmestre ude for at kigge på projektet. Problemet for hende er, at det nærmest er umuligt at finde en, som accepterer en afdragsordning.

- Jeg kan jo ikke gøre ret meget. Jeg er bundet på hænder og fødder.

Trods Lilli Rodecks kritik fastholder Sorø Kommune deres politianmeldelse. Men kommunen ved endnu ikke, hvad det kommer til at indebære for husejeren.

- Vi har jo ikke særlig stor erfaring i at foretage sådan nogle skridt. Så det må jo være op til politiet at behandle den her anmeldelse og komme med deres vurdering af, hvordan den her sag skal afsluttes, siger Bo Christensen.


Nyhedsoverblik