Gennem et langt liv viede Inger Lise Hansen – også kendt som Mor-Inger – sit liv og sit hjem til eksistenser med behov for husly og lidt tiltrængt kærlighed.
Men historien om kvinden med det store hjerte og et stærkt ideal – der vel bedst kan beskrives som ægte empati – var næppe blevet kendt ud i den bredere offentlighed, hvis ikke instruktør Jella Bethmann havde taget initiativ til at fortælle den.
Medfølelse er en dyd, som ofte bliver fremkaldt uden man anerkender kernen i dens essens: ægte empati
Gennem to år fulgte hun Inger Lise Hansen og nogle af de mennesker, som i kortere eller længere tid logerede i den enorme, faldefærdige villa lige bag Sorø Station.
Mange timers interview og optagelser er blevet til dokumentaren "Inger og det dårlige selskab", som netop har haft premiere ved filmfestivalen CPH:Dox.
Instruktør rejser kritik
Ifølge juryen ved filmfestivallen er der tale om en "mesterlig film", som udmærker sig ved at være årets bedste dokumentar i kategorien Nordic:Dox Award.
- Medfølelse er en dyd, som ofte bliver fremkaldt, uden man anerkender kernen i dens essens: Ægte empati. Denne mesterlige film beskriver en hovedperson, der belyser dette ideal gennem hendes utrættelige arbejde, hendes omsorgsfulde ærlighed og hendes åbenhed over for livets enkelthed, står der i juryens begrundelse.
Udover Mor-Inger, som insisterer på, at der er noget godt i alle mennesker, handler filmen også om nogle af de mange mennesker, som Inger i en alder af 80 år har haft under sine vinger.
Det synes jeg er forkert og i strid med vores grundlæggende værdier
- Fælles for dem, der kommer hos Inger, er, at de har svært ved at leve op til samfundets normer om at være en god samfundsborger. De har ikke noget arbejde, kæmper med misbrug eller psykiske problemer, og mange er hjemløse, siger filmens instruktør, Jella Bethmann, i en meddelelse fra TV 2 DANMARK, der har støttet projektet økonomisk.
- Deres familier har ofte slået hånden af dem, og kontakten til det offentlige system forstærker deres oplevelse af at være udstødt og ikke en del af fællesskabet. Det, synes jeg, er forkert og i strid med vores grundlæggende værdier, tilføjer hun.
Forud for premieren talte TV2 ØST med Inger Lise Hansens datter, Lisbeth Nielsen. Her fortalte hun, både hvordan det hele startede, og hvor langt hendes mor ville gå for at hjælpe andre.
- Mine forældre blev skilt, da jeg var syv år gammel, fordi min mor gerne ville tage sig af to børn, der havde mistet deres mor i en trafikulykke, som hun havde i dagpleje, fortalte Lisbeth Nielsen her og tilføjede:
- Men min far ville ikke have dem i døgnpleje, så min mor valgte at blive skilt, fortæller hun.
20 logerende på én gang
Efter skilsmissen begyndte Inger Lise Hansen at arbejde på et lokalt værtshus, og hun tog gerne gæsterne med hjem, hvis de manglede et sted at overnatte.
Og flere blev længere end en enkelt nat.
- Der har boet 20 her samtidig, fortæller Lisbeth Nielsen.
- Der boede en ude på verandaen, og mor havde en boende i 35 år på sofaen i spisestuen.
Der boede også en i skuret i haven, og Inger Lise Hansen har også haft en familie med far og mor og to børn boende i kælderen.
Men selvom Lisbeth Nielsen er meget stolt af sin mor, så var det ikke altid let at have en mor, der inviterede alle indenfor.
- Jeg var 15, da det sådan startede op. Der var det altså ikke så sjovt at have kærester med hjem eller folk, der ikke kendte min mor, fordi det var lidt flovt, men langsomt så lærte jeg at se, hvor positivt det var, det hun gjorde. Og hun har hevet folk ud af sølet og fået dem op på hesten igen, fortalte Lisbeth Nielsen forleden.
Du kan se flere klip fra filmen i artiklen her, og hele dokumentaren kan opleves på TV 2 den 7. juni 2023, hvor den bliver vist som en miniserie i to afsnit.