DF'er skifter parti og springer fra aftale - Gert Jørgensen bliver borgmester

DF's Lars Schmidt er løbet fra sin aftale med Socialdemokratiet i Sorø. I stedet peger han på Gert Jørgensen (K) som borgmester, som nu får flertal.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det bliver alligevel ikke Anne Madsen (S), som skal være ny borgmester i Sorø Kommune.

Lars Schmidt har nemlig meldt sig ud af Dansk Folkeparti, meldt sig ind i Konservative i stedet og er dermed løbet fra konstitueringsaftalen mellem Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Han peger i stedet på Gert Jørgensen (K) som borgmester.

quote Hos De Konservative kan vi jo ikke pege på en socialdemokratisk borgmester

Gert Jørgensen (K), borgmester, Sorø Kommune

- Der er jo et borgerligt flertal i Sorø Kommune, siger Gert Jørgensen til TV2 ØST og tilføjer:

- Det var Dansk Folkeparti, der havde lavet aftale med socialdemokraterne. Efterfølgende er der sket det, at Lars Schmidt har meldt sig ind hos De Konservative, og hos De Konservative kan vi jo ikke pege på en socialdemokratisk borgmester.

Gert Jørgensen fortæller videre, at man sammen med Venstre og Nye Borgerlige har indgået en konstitueringsaftale, som vil blive lagt frem på mødet i kommunalbestyrelsen 1. december.

Dermed er magtbalancen skiftet i den 25 personer store kommunalbestyrelse.

- Vi har nu ni mandater ud af de 13, der skal til. Venstre har tre, og Nye Borgerlige har et. Derfor er man også indstillet på at pege på mig som den fortsættende borgmester.

Ind på posten som 1. viceborgmester træder Venstres spidskandidat Kasper Nygaard. Ham har det dog ikke været muligt at få i tale trods gentagne forsøg.

Til TV2 ØST har han flere gange i løbet af de seneste dage fortalt, at han "sad i vigtigt møde", og derfor ikke havde tid til at tale.

Hør Lars Schmidt fortælle om skiftet til Konservative.

Sprang fra efter kritik

Ifølge den nu forhenværende DF'er udspringer kovendingen af de reaktioner, som har fulgt i kølvandet på den aftale, han indgik med Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten på valgnatten.

- Vi i lokalbestyrelsen for Dansk Folkeparti Sorø tager på det kraftigste afstand fra byrådsmedlem Lars Schmidts egenrådige beslutning om at indgå i en ny konstituering med Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Socialdemokratiet, lød det således i et læserbrev i Sjællandske torsdag, som blandt andet var underskrevet af Lars Damgaard, lokalformand for Dansk Folkeparti i Sorø.

Til stor jubel blev aftalen med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti præsenteret først på morgenen onsdag, dagen efter valget. Lars Schmidt ses umiddelbart til venstre for Anne Madsen.
Til stor jubel blev aftalen med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti præsenteret først på morgenen onsdag, dagen efter valget. Lars Schmidt ses umiddelbart til venstre for Anne Madsen. Foto: Frederikke Dammark - TV2 ØST

Kritikken giver Lars Schmidt dog ikke meget for. Ifølge ham gik lokalformanden nemlig hjem fra valgaftenen på rådhuset i Sorø, da stemmetallet vidnede om, at der kun ville blive plads til Lars Schmidt i kommunalbestyrelsen.

Derfor tog Lars Schmidt sagen i egen hånd og rettede henvendelse til Socialdemokratiet.

- Jeg konstaterer sent på natten, at Venstre og Konservative har svært ved at nå hinanden, og da jeg kan se, det går i hårdknude, retter jeg henvendelse til Socialdemokratiet, siger Lars Schmidt i dag til TV2 ØST og understreger, at det for ham var magtpåliggende at opnå indflydelse.

Kort efter blev Anne Madsen præsenteret som borgmester med støtte fra Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

Aftale revet over

Et par dage efter fik Lars Schmidt dog nye oplysninger, som han i dag fortæller, fik ham på andre tanker:

- Det skal ikke være nogen hemmelighed. På et tidspunkt blev jeg kontaktet igen, hvor der blev givet udtryk for, at Venstre og Konservative havde fundet fælles fodslag, siger han.

quote Det er i bedste forstand upålideligt og i værste fald; er det fandme ikke fair.

Anne Madsen (S), valgt til kommunalbestyrelsen, Sorø Kommune

Den oplysning i kombination med kritikken fra baglandet fik den ellers allerede udråbte viceborgmester under de røde faner til at rive aftalepapiret over:

- Jeg kan ikke se mig selv kommunalpolitisk, hvor jeg ikke har opbakning fra min lokalforening. Så jeg tog konsekvensen og rettede henvendelse til De Konservative, fortæller Lars Schmidt og tilføjer:

- Når man lige pludselig går fra at være Dansk Folkeparti til Konservativ, så har jeg ikke mandatet længere til at pege på en socialdemokratisk borgmester.

Lars Schmidt fortæller videre, at han i den ny konstituering er blevet tilbudt posten som formand for Social- og Sundhedsudvalget, imens han afstår viceborgmesterposten, som han ellers har haft i de sidste fire år.

- Jeg får slet ikke, hvad jeg har haft tidligere. Men det her heller ikke været det vigtigste for mig. Det vigtigste for mig, er at fortsætte i det udvalg, jeg har siddet i otte år.

Nogle vælgere vil nok sætte spørgsmålstegn ved din troværdighed, når du laver et sådant partihop og peger på en anden borgmester så kort tid efter valget. Hvad vil du sige til dem?

- For det første har jeg lagt vægt på at få indflydelse, og det næste er at have fokus på det gode samarbejde og den måde, vi har fået rettet op på Sorø Kommune i et samarbejde mellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, siger Lars Schmidt.

Læs også
Konservative går frem i Sorø og kan forme marginalt borgerligt flertal
Læs også
Konservative går frem i Sorø og kan forme marginalt borgerligt flertal

Socialdemokratiet i Sorø bekræfter nyheden om det brudte samarbejde på partiets Facebook-side, og til TV2 ØST siger spidskandidat Anne Madsen (S):

- Det har jeg det jammerligt med. Det har jeg det rigtig skidt med.

Hun fortæller, at det var Dansk Folkeparti og Lars Schmidt, der "bød op til dans" på valgnatten.

Anne Madsen (S) siger om dagens nyhed til TV2 ØST, at hun finder Lars Schmidts brud på aftalen for "upålideligt" og "ikke fair".
Anne Madsen (S) siger om dagens nyhed til TV2 ØST, at hun finder Lars Schmidts brud på aftalen for "upålideligt" og "ikke fair".

- Han kom og talte om værdifællesskaber, og at han var sikker på, at det kunne vi finde ud af.

Ifølge Socialdemokraten var det endda Lars Schmidt, der pressede på for at få signaturer på en konstitueringsaftale allerede i løbet af natten til onsdag. En aftale, som han på trods af flere "superpositive" møder i konstitueringsgruppen i de følgende dage, nu har valgt at løbe fra.

- Søndag morgen sender han en mail til konstitueringsgruppen samt sin eks-partiforening om, at nu er "han blevet borgerlig, blå og konservativ", siger Anne Madsen og tilføjer:

- Det er i bedste forstand upålideligt, og i værste fald er det fandme ikke fair. Han kunne i det mindste have vendt sine overvejelser med os. Særligt fordi han var drivkraften bag at melde konstitueringen ud på valgnatten.


Nyhedsoverblik