Duften af røg fra glødebål og lyden af mad, der tilberedes over åben ild.
Det var nogle af indtrykkene ved bål-festivalen "Food on fire" der blev afholdt lørdag på Parnasgrunden ved Sorø Sø.
- Min kone og jeg er kokke og jægere, så det er naturligt, at vi kommer herned og ser det. Og det er rigtig fedt, det vi har set indtil nu, siger Kurt Christiansen fra Nyby ved Tølløse.
Du skal hele tiden holde øje med det. Det synes jeg er genialt
I det hele taget var der stor søgning til arrangementet.
- Det er genialt. Jeg synes, det er så fedt. Jeg synes, det er et godt arrangement, siger Sasja Thoning fra Sorø.
Også Alex Lundberg fra Jægerspris var mødt op.
- Vi synes, at det er meget interessant. Vi kan godt lide at lave mad ude - men vi har lavet mange bål uden mad på. Nu har jeg nogle ideer, som jeg skal hjem og prøve, siger han.
Kamp om mesterskab
Mens festivalen ikke er ny, så er selve danmarksmesterskabet i bålmad dog en nyskabelse. Her kæmpede fire forskellige kokke mod hinanden om mesterskabet.
Med 110 minutter, tre forskellige slags kød og en fisk til rådighed skulle deltagerne så give den gas.
- Det passer lige ind i det, som jeg laver til hverdag. Jeg synes, at mad over åben ild, syltning, fermentering og leg med maden er perfekt. Og så er det at lave mad over bål jo meget uforudsigeligt. Det er ikke ligesom at tænde komfuret. Det skal vedligeholdes hele tiden, og du skal hele tiden holde øje med det. Det synes jeg er genialt, siger Martin Rommel, fra Restaurant Surt og Sødt i Nakskov.
Han var en af de lokale deltagere i Danmarksmesterskabet. Han endte på en tredjeplads.
Og mens voksne svingede med gryder og pander på højt niveau, så kunne de små i bedste spejderstil riste skumfiduser over bålet, lave pandekager og snobrød. Og der var generelt meget stor interesse for de mange boder.
Der var også båltaler til de fremmødte. Blandt andet talte Nationalmuseets direktør Rane Willerslev ved arrangementet.
Fremstød for Sjælland
Det er Destination Sjælland, der står bag arrangementet. Og de oplever, at det får stadig større succes.
- Det har fået et liv, fordi der er et godt, folkeligt mix af udeliv og samtidig det elitære ved konkurrencen. Og jeg tror, at vi virkelig har fundet en niche her. Samtidig er det sjovt, fordi det er så uforudsigeligt. Det er ikke så enkelt, som det er når man skruer op og ned, siger han.
DM i bålmad fokuserede på at bruge lokale råvarer - og et dommerpanel stod for selve vurderingen.
Det blev Kasper Max Schou fra Østrup, der arbejder på forsvarets kantine i Skalstrup der blev vinder i år. Han har tidligere været køkkenchef på Restaurant SuRi i Holbæk.