Fører død efter frontalt sammenstød med lastbil

Vejen mellem Sorø og Stenlille var onsdag spærret efter et voldsomt trafikuheld, der er endt med en persons død.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En person er afgået ved døden efter en trafikulykke på Rute 57 mellem Sorø og Stenlille. Det oplyser politiet.

- Det er en alvorlig trafikulykke med alvorlig personskade. En lastbil og en personbil med en person i hver er stødt frontalt sammen, fortalte Ole Hald, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, tidligere på dagen.

Han har senere på Twitter oplyst, at en person er afgået ved døden ved ulykken. Føreren af bilen – en 82-årig mand fra Hvidovre – har mistet livet efter ulykken.

Vagtchefen oplyser, at politiet foreløbig ikke kan sige noget om hvorfor de to biler er stødt sammen, og hvad der præcist er sket.  Billeder, som TV2 ØST har modtaget, viser dog, at der er sket meget omfattende skader på personbilen ved kollisionen.

Politiet oplyser, at ulykken undersøges af en bilinspektør.

- Det er normal praksis ved ulykker, hvor der er sket alvorlig personskade, siger Ole Hald. Bilinspektøren foretager en undersøgelse, der kommer til at indgå i politiets efterforskning af ulykken.

Der blev tilkaldt en lægehelikopter til ulykken, men den forlod stedet igen uden at tage den tilskadekomne med. 

Korn skal læsses om

Rute 57 er en vigtig trafikåre mellem Sorø og Holbæk - men vejen var lukket i mange timer efter ulykken.

- Lastbilen i ulykken var læsset med korn, og det skulle flyttes over i en anden vogn, før lastbilen kunne bugseres videre, oplyser vagtchefen.

Vejen er dog onsdag eftermiddag genåbnet igen.

BO8A1400
Foto: Lind Foto

Nyhedsoverblik