Selvom Jonas Telkamp Kristensen fra Sorø på grund af sin ADHD ikke har haft mange succesoplevelser i skolen, så er selvtilliden helt i top, når han kører på sit løbehjul i den lokale skatehal.
Han har kørt løbehjul i fem år, og på de fem år er han nået rigtig langt.
- Jeg er danmarksmester i U14, det blev jeg i marts ovre i Brande i Jylland, fortæller han og forklarer, at det kræver hård træning at blive danmarksmester, og det koster mange skrammer.
Det er det eneste, jeg er rigtig god til, og det er det eneste, jeg rigtig kan lide
- Jeg har brækket min hånd, jeg har også brækket min fod, jeg har forstuvet rigtig mange hofter, siger Jonas Telkamp Kristensen.
Men pladsen på landsholdet er alle skaderne værd.
- Det er simpelthen den største drøm, der nogensinde er gået i opfyldelse, siger danmarksmesteren.
Ville køre BMX
Det har ikke altid været Jonas Telkamp Kristensens drøm at mestre løbehjulet.
For fem år siden var det en BMX-cykel, der stod øverst på ønskelisten.
- Jeg fik lov at prøve et løbehjul, og så ville jeg hellere det end BMX.
- Og så sagde jeg: Mor, jeg har ikke lyst til at køre BMX mere, jeg vil gerne blive stor til det her, fortæller Jonas Telkamp Kristensen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Og morens opbakning betyder meget for ham.
- Hun siger til mig: Jonas, jeg ved godt, du kan det her, jeg ved, du kan det her trick, jeg ved, du kan vinde den her konkurrence, fortæller Jonas Telkamp Kristensen.
Hjælper i en svær hverdag
Kærligheden til løbehjulet er blevet en stor hjælp for Jonas Telkamp Kristensen, der på grund af sin ADHD-diagnose ikke har det lige nemt i hverdagen.
Jeg har venner over hele landet på grund af det her løbehjul
- Jeg har det svært i skolen. Jeg har aldrig nogensinde sådan rigtigt gået i skole. Jeg har haft en skole, hvor jeg ikke rigtig har lavet noget i tre år, fortæller Jonas Telkamp Kristensen.
- Det var rigtig svært for mig, og der fik jeg det væk ved at køre løbehjul, siger han.
Jonas Telkamp Kristensen kører løbehjul tre gange om ugen, og træningen på løbehjulet er blevet et frirum for den unge danmarksmester.
- Det afstresser mig faktisk at køre løbehjul, hvis du har ADHD, autisme, altså sådan nogle svære ting i dit liv, så hjælper det virkelig meget at komme ud i skateparken, fordi alle de respekterer dig, siger han.
- Altså man føler virkelig, at man er en helt anden person, når man kører.
Og løbehjulet sikrer også, at Jonas Telkamp Kristensen har fået en masse kammerater.
- Alle mine venner de kører sådan cirka løbehjul, siger han.
- Jeg har venner over hele landet. På grund af det her løbehjul har jeg venner, og det er så fedt, det er det virkelig, det er den fedeste følelse, fortæller Jonas Telkamp Kristensen.
Har store ambitioner
Selvom han er danmarksmester, har Jonas Telkamp Kristensen ikke opnået alle sine drømme endnu.
- Jeg vil gerne stille op til VM, fortæller han.
- Det er det eneste, jeg er rigtig god til, og det er det eneste, jeg rigtig kan lide, siger Jonas Telkamp Kristensen, der elsker, når et trick lykkes for ham.
- Når man laver sådan en baglænssalto, det er virkelig den fedeste følelse, der findes, fortæller han.