Nyhedsoverblik

Lang kø efter olieudslip fra lastbil

En lastbil spærrede tirsdag morgen klokken cirka 7.30 kortvarigt rundkørslen ved Elmebjergvej og Kalundborgvej i Sorø.

Kort før klokken 08.00 er der ryddet op igen, men der er nu en del kø på stedet, som skal afvikles. 

Det skriver DR P4 Trafik. 

Lastbilen var strandet i rundkørslen, fordi chaufføren opdagede, at bilen lækkede olie. 

- Han er stødt ind i et dæksel et eller andet sted ude omkring Stenlille, som så er vippet op i hans dieseltank og har smadret baghjulene, fortæller Søren Hückelkamp, indsatsleder ved Slagelse Brand og Redning. 

Brandvæsnet har ifølge indsatsledere suget cirka 250 liter dieselolie op fra tanken, samtidig med at en smule olie er løbet i kloaksystemet og ud på kørebanen. 

- På kørebanen ligger der så lidt, at vi har nøjes med at komme kattegrus på, siger indsatslederen. 

Lastbilen er rykket ind til siden, og der kan passeres med forsigtighed.