To mænd idømt livstid for drab på ældre mænd i Ruds Vedby og Vemmelev

Retten i Næstved har netop afsagt dom mod en to mænd. De er begge idømt fængsel på livstid for drabene på Kiehn Georg Andersen og Poul Frank Jørgensen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fængsel på livstid.

Sådan lød det, da dommer Ulla Tange Christensen tirsdag klokken 13.30 læste dommen op mod en 35-årig og en 43-årig mand. De er dømt for drabene på den 68-årige møntsamler Kiehn Georg og 80-årige Poul Frank Jørgensen. 

quote Der er udvist en kynisme forud, under og efter drabene, og der er ingen formildende omstændigheder

Ulla Tange Christensen, dommer

Blandt nævningene var der enighed om strafudmålingen.

- Forholdenes karakter og grovhed er brutale, og der er tale om rovmord. Man har behandlet ligene usømmeligt. Der er udvist en kynisme forud, under og efter drabene, og der er ingen formildende omstændigheder, lød det videre fra dommeren.

Retten i Næstved har valgt at følge Retslægerådets anbefalinger om, at begge skal i fængsel.

Den 35-årige ankede dommen til frifindelse eller formildelse på stedet. 

Den 43-årige overvejer, hvorvidt han vil anke dommen.

- Den bliver formentlig anket, lød det fra hans forsvarer Lars Urup efter dommen.

Lars Urup er uenig med Retslægerådets vurdering af hans klient. Han mener ikke, at en almindelig fængselsdom er det rigtige.

- Jeg synes, at han skulle have haft en behandlingsdom. Meningen er jo, at han skal ud i samfundet på et eller andet tidspunkt og fungere. Det gør han bedst og mest rigtigt, hvis det er, han får noget hjælp til sine psykiske udfordringer, sagde Lars Urup, forsvarer for den 43-årige, efter dommen.

Begge mænd skal være varetægtsfængslet i en almindelig arrest under anken.

Fyldt retssal

Retssal seks i retten i Næstved var fyldt helt op, da skyldskendelsen og strafudmålingen tirsdag skulle ske mod to venner, der er tiltalt for drabet mod to ældre mænd på Vestsjælland.

 Stemningen i retssalen er presset, og der er ingen, der taler sammen, da de tirsdag morgen har taget plads i retten.

Flere af de pårørende har svært ved overhovedet at være i salen. Den 43-årige mand har flere sår i panden. Han har tidligere i retten fortalt, at han er selvskadende, og han i pressede situationer slår hovedet ind i væggen for at få ro i hovedet.

quote Man har taget ud til ham, i hvert fald med den hensigt at udsætte ham for vold. De må have anset det for overvejende sandsynligt, at de knivstik, han fik, kunne dræbe ham.

Ulla Tange Christensen, dommer

Ved skyldkendelsen tirsdag formiddag blev begge mænd kendt skyldige i drabene på Kiehn Georg Andersen og Poul Frank Jørgensen. De to mænd er også kendt skyldige i at sætte ild til de dræbtes huse og i usømmelig behandling af lig. Ved strafudmålingen blev begge idømt straffe på livstid.

De pårørende til Kiehn Georg Andersen er meget lettede. I pausen mellem skyldskendelsen og domsafsigelsen krammede de hinanden og sagde ”endelig”.

I sin strafprocedure siger anklager Susanne Bluhm, at hun går efter, at de to mænd skal idømmes livstidsstraffe. Sådan blev det.

- Der er tale om en ret detaljeret planlægning. Der er lavet en huskeliste med alle de ting, de skal have med ud til de her mænd, siger hun.

- Der er udvist en særlig hensynsløshed. De forurettede har været værgeløse. De har ikke haft en chance. Ildpåsættelse og usømmelig behandling af lig gør straffen højere end 12 år, og der er tale om flere drab. Der er også tale om røveri, hvor man bliver opsøgt og truet i sit hjem, siger Susanne Bluhm i sin begrundelse.

Drabene

Det første drab skete om aftenen den 20. april 2019 i Ruds Vedby, da den 68-årige møntsamler Kiehn Georg Andersen blev slået ihjel. Det andet drab blev begået den 16. juni 2019, da pensionist Poul Frank Jørgensen fik skåret halspulsåren over. Efterfølgende blev hans lig brændt.

Politiet kom på sporet af de to mænd allerede efter det første drab i Ruds Vedby. Ved en ransagning af møntsamlerens grund på Kalundborgvej fandt politiet nemlig blandt andet to uåbnede kondompakker i indkørslen. En analyse viste, at der på pakkerne var DNA fra den 35-årige, der er tidligere kriminel.

Ifølge obduktionsrapporten blev møntsamleren udsat for grov vold. Han døde af de læsioner, han fik i halsregionen, formentlig på grund af tramp og spark.

Efterfølgende blev han kørt til Blæsinge Grusgrav, hvor gerningsmændene lagde sten i hans tøj og stak ham i maven med en skarp genstand. Derefter svømmede den ene gerningsmand liget ud i søen og lod det synke til bunds, ligesom de geværer, de havde taget med fra huset på Kalundborgvej, blev smidt i søen. Huset satte de to mænd ild til.

Artiklen fortsætter under videoen.

Den 20. april sidste år blev en 68-årig møntsamler dræbt i sit hjem i Ruds Vedby. Efterfølgende brændte gerningsmændene huset af. Fem dage senere blev hans lig fundet i Blæsinge Grusgrav ved Slagelse. 

Satte ild til hus, mens lig lå i stuen

Politiet iværksatte på baggrund af DNA-sporet aflytning af den 35-årige mand. Efter få uger, hvor de kunne lytte sig frem til, at der var en tæt kontakt med en 43-årig ven, satte politiet også aflytning på vennen. Men hverken aflytning eller overvågning af mændene gav resultat.

Små to måneder senere, den 16. juni 2019 mellem klokken 8.30 og 9.00 om morgenen, blev Poul Frank Jørgensen i Vemmelev slået ihjel. Manden blev stukket flere gange med kniv og fik skåret halspulsåren over. Efter drabet blev der sat ild til hans hus på Slagelse Landevej, mens liget af pensionisten lå i stuen.

Læs også
Reklamemønt er vigtigt bevis i sag om drabet på Kiehn og Poul
Læs også
Reklamemønt er vigtigt bevis i sag om drabet på Kiehn og Poul

Politiet sikrede sig efter drabet på Poul Frank Jørgensen overvågningsmateriale, blandt andet fra genboens kamera. Her kunne de konstatere, at en hvid VW UP, svarende til den bil, den 35-årige stod som ejer af, havde kørt omkring i området på gerningstidspunktet. Derefter blev de to mænd anholdt og ejendommen, den 35-årige stod som lejer af, ransaget.

Artiklen fortsætter under kortet.

Her boede mændene, hvor mordene fandt sted. Artiklen fortsætter efter grafikken.

Havde huskeliste til drab i kælderen

I kælderen fandt politiet på en reol blandt andet masker, et oversavet jagtgevær, knojern, en jammer (apparat til at blokere telefonsignaler, red.) og en notesbog med en huskeliste. På huskelisten stod der masker, gummihandsker, strips, geværer plus ”bønner”, dirksæt, kikkert, hammer, tændvæske, tændblokke, kniv og jammer.

Den 35-årige har i retten forklaret, at det kunne være en huskeliste til et seksuelt møde, eftersom han og den 43-årige i fællesskab tændte på masochistisk sex, som de dyrkede sammen med kvinder, de fandt på internettet. Anklager Susanne Bluhm har i retten fremført, at det ifølge hendes overbevisning er en huskeliste til drab.

Den 35-årige har i retten erkendt at have opbevaret et oversavet jagtgevær i sit hus i Sneslev. Derudover har han siden sin anholdelse nægtet sig skyldig i samtlige forhold i sagen.

Den 43-årige har afgivet mange forskellige forklaringer, men han nægter sig skyldig i drab. Han har siden sin anholdelse siddet varetægtsfængslet i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling, fordi han har det, hans forsvarer kalder ”mentale udfordringer”. Selv har han i retten forklaret, at han er skizofren, og at han har fået medicin for sygdommen af sin 35-årige ven, der tidligere er blevet diagnosticeret med en form for skizofreni.

Artiklen fortsætter under videoen.

Poul Frank Jørgensens hus blev sat i brand, efter han selv var blevet brutalt myrdet i sit hjem. 

Forsøg på hjemmerøveri

Mellem de to drab har de to mænd begået flere former for berigelseskriminalitet, herunder et forsøg på hjemmerøveri. Her forsøgte de at røve en midaldrende mand i Skibby ved at pege på ham med et oversavet jagtgevær.

Ifølge den forurettede, der efterfølgende har udpeget de to gerningsmænd via fotokonfrontation, truede de ham med geværet og bad ham om at gå ind i sit hus, så han kunne vise dem, hvad der var af værdi, fordi de to mænd ”havde rockergæld”.

Den forurettede forklarede i retten, at da de to gerningsmænd hørte, at der var børn i huset, trak de sig tilbage. Den 43-årige har erkendt, at han var til stede ved huset i Skibby og har undskyldt overfor den forurettede, da han skulle vidne i Retten i Næstved.

Møntsamling er vigtigt bevis

Desuden spiller den 68-årige møntsamlers samling en væsentlig rolle i sagen. Anklageren har fremlagt, at den 43-årige kort efter drabet på møntsamleren ankom til sin mors fødselsdag med en stor pose med mønter i en pose. Penge han skyldte moren for husleje, ligesom han gav en ven en stor møntsamling kort tid efter drabet, fordi han også skyldte vennen penge.

Ganske vist fortalte den 43-årige, at han havde arvet mønterne, men da den 43-årige blev anholdt, overdrog vennen mønterne til politiet og forklarede, hvor de kom fra.

Den 20. april 2019 blev den 68-årige møntsamler Kiehn Georg Andersen dræbt i sit hjem i Ruds Vedby. 
Den 20. april 2019 blev den 68-årige møntsamler Kiehn Georg Andersen dræbt i sit hjem i Ruds Vedby. 

Sidst har politiet, i en afbrændt olietønde i Sneslev ved en ransagning, fundet en såkaldt Shell-mønt. Shell-mønten er en reklamemønt fra benzinselskabet, der i 1970’erne udgav 20 mønter med hver sit motiv fra månelandingen i 1969.

Ifølge møntsamlerens søn havde faren alle 20 mønter i et chartek, men da han efter drabet i farens hus fandt chartekket, var der kun 19 mønter i. Den mønt, der er fundet i olietønden hos de tiltalte, bar det motiv, der manglede i møntsamlerens chartek.

Læs også
Jacks far fundet død i grusgrav:
Frygter at gerningsmanden har dræbt flere
Læs også
Jacks far fundet død i grusgrav:
Frygter at gerningsmanden har dræbt flere

Derudover har anklager Susanne Bluhm fremlagt chatbeskeder mellem de to mænd. Her kan man se, at den 35-årige har sendt billeder af en brændende karrusel, og blandt andet af drabsmanden Anders Breivik og seriemorderen Ted Bundy.

Den 43-årige har i retten erkendt, at han var til stede i huset på Kalundborgvej i Ruds Vedby, da møntsamleren blev slået ihjel, og har udpeget den 35-årige ven som drabsmand. Han nægter derimod at have været med ved drabet i Vemmelev, men har fortalt, at det også her var den 35-årige, der slog pensionisten ihjel.

Vigtige beviser

Retten lagde ved skyldskendelsen navnlig vægt på de steder, hvor den 35-åriges bil har været. Der blev også lagt vægt på, at der har været et tæt forhold mellem den 35-årige og den 43-årige, og at de i en periode boede sammen. Samtidig var overvågningen fra Poul Frank Jørgensens nabo også væsentlige for skyldskendelsen.

Derudover har søgninger på internettet og de chatbeskeder, der er skrevet mellem de to, før og efter drabet, været væsentlige for skyldskendelsen.

Retten har også lagt vægt på den Shell-mønt, der blev fundet i olietønden hos den 35-årige, og at hans kondomer er fundet ved den 68-årige dræbtes hus.

Endelig blev der også lagt vægt på den notesbog, der blev fundet hos den 35-årige, hvor der var lavet en liste over ting, der kunne være brugt ved drabene. 

Under skyldskendelsen sagde dommer Ulla Tange Christensen blandt andet:

- Man har taget ud til ham, i hvert fald med den hensigt at udsætte ham for vold. De må have anset det for overvejende sandsynligt, at de knivstik, han fik, kunne dræbe ham.


Nyhedsoverblik