Manglede tøj til handicappet søn - så lavede mor og mormor egen virksomhed

Anja Højte og Tina Sørensen fra Stenlille er mor og datter, og de er gået i luften med en særlig tøjkollektion til børn med handicap.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Har du overvejet, hvor meget børnetøj, der er at vælge imellem derude i forskellige designs?

Knapt så meget er det at vælge imellem til børn med særlige behov. Men det vil Anja Højte fra Stenlille nu råde bod på. Sammen med sin mor, Tina Sørensen, har hun startet et børnetøjsmærke til børn med særlige behov.

De sælger leggins, skjorter og bodies, som ved første øjekast umiddelbart ligner så meget andet børnetøj. Men ser man nærmere efter, så kan man se, at der er væsentlige detaljer, der skiller sig ud.

- I denne body er der mulighed for at åbne til sonde, forklarer Tina Sørensen.

Tøjet er designet, så det har særlige funktioner, så det er nemt at få på og så børn med f.eks. mavesonde kan have en pæn bluse på med plads til mavesonden.
Tøjet er designet, så det har særlige funktioner, så det er nemt at få på og så børn med f.eks. mavesonde kan have en pæn bluse på med plads til mavesonden. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST - Arkivfoto

Tøjets design er gennemtænkt ned til mindste detalje og har særlige funktioner, så det er nemt at få på, og så børn med eksempelvis mavesonde kan have en pæn bluse på med plads til mavesonden, lyder det fra stifterne af Vale Designs.

Historien om Valter

Børnetøjet er handicapvenligt, og inspirationen er seksårige Valter Højte. Anja Højtes søn har nemlig et handicap, så derfor ved familien alt om, hvor svært det er at finde handicapvenligt tøj.

- For os handlede det rigtig meget om det her med værdighed, og at give dem noget pænt tøj på, så de er lige så søde og lækre, som alle andre børn, forklarer Tina Sørensen.

Valter Højte er født med det meget sjældne Mabry Syndrom, der blandt andet betyder, at hans daglige epileptiske anfald er resistente over for behandling.

Anja Højte (th.) og hendes seksårige dreng Valter har tidligere været vant til at klippe nyt tøj i stykker for, at det kunne passe til hans behov.
Anja Højte (th.) og hendes seksårige dreng Valter har tidligere været vant til at klippe nyt tøj i stykker for, at det kunne passe til hans behov. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST - Arkivfoto

Valter Højte blev født i 2016 og hans handicap blev for hans mor og mormor startskuddet til tøjkollektionen, da de manglede handicapvenligt børnetøj på markedet.

- Der var bare ikke den mulighed, siger Valters mor, Anja Højte.

- Vi er vant til at købe tøj til Valter, som vi skal klippe i stykker fra det er helt nyt for at kunne få adgang til hans sonde. Vi er vant til tøj, der ikke sidder ordentligt, fordi Valter har en ble på.

Har vundet to handicappriser

Børnetøjskollektionen til børn med særlige behov er designet af danske designere og produceret i Portugal.

- Det er GOTS certificeret (Global Organic Textile Standard), og det er Øko-Tex certificeret, vi vil kunne stå inde for, hvad der er foregået i hele produktionsprocessen, fortæller Tina Sørensen, mormor til Valter.

Tøjmærket blev lanceret i november sidste år, efter at have fået den nødvendige patent.

- Når man gerne vil ud på det europæiske marked, er det vigtigt at beskytte sig selv så godt som muligt. Det har selvfølgelig været en rigtig vigtig del af vores forretningsstrategi.

I december vandt virksomheden den ene af Sorøs Kommunes to Handicappriser.

- Det er bare det der kæmpe skulderklap, hvor man bare tænker ”yes, ´vi gør noget rigtigt”, siger Tina Sørensen.

Virksomheden VALEs mål er at give mennesker med særlige behov de samme tøjmuligheder som alle andre. I december vandt de den ene af Sorø Kommunes to handicappriser.
Virksomheden VALEs mål er at give mennesker med særlige behov de samme tøjmuligheder som alle andre. I december vandt de den ene af Sorø Kommunes to handicappriser. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST - Arkivfoto

Udover at ville erobre det europæiske marked, har virksomheden også planer om at udvide med en kollektion til voksne.

- Vi vil også rigtig gerne lave en kollektion til voksne – det er ikke kun handicappede voksne, vi tænker på, men i lige så høj grad ældre mennesker, der måske sidder i en kørestol på et plejehjem og har brug for vores produkter, siger Tina Sørensen.


Nyhedsoverblik