Under to uger efter, at kommunaldirektøren i Sorø Kommune har meddelt sin afsked efter syv års virke, er der kommet oplysninger frem, som sår tvivl ved den officielle baggrund for opsigelsen.
På baggrund af en række aktindsigter fortæller mediet NB Kommune, at kommunaldirektøren i Sorø Kommune har brugt kommunens kreditkort til at betale for private køb blandt andet under en konference i USA, men også til private formål i Danmark. En sag, som også DR beskriver.
Det er en rigtig ærgerlig sag. Vi er meget kede af, at vi ser den type sag i Sorø Kommune
I alt har kommunaldirektøren Søren S. Kjær set sig nødsaget til at tilbagebetale 9.483,5 kroner til kommunekassen, fremgår det af aktindsigten, som også TV2 ØST er i besiddelse af.
- Flere af bilagene er ikke håndteret fyldestgørende, og kommunaldirektøren har derfor besluttet at dække en række af udgifterne som private og ikke officielle udgifter, skriver Sorø Kommune i et svar på en aktindsigt til NB Kommune og DR.
Pengene blev først betalt tilbage, da DR i efteråret 2020 spurgte ind til transaktionerne, der blandt andet er udgifter til koncertbilletter, bespisning og betaling af hustruens konferencebillet i forbindelse med et arrangement i Nashville i USA.
Sorø Kommune har i første omgang henvist til kommunaldirektørens fagforening for en kommentar.
- Jeg har med beklagelse opsagt min stilling i Sorø Kommune den 9. august 2021. På trods af syv års godt samarbejde har Sorø Kommune oplyst ikke at ønske yderligere dialog. Jeg har været glad for mine syv år i Sorø Kommune, men kan selvsagt ikke fortsætte som kommunaldirektør under sådanne vilkår, skriver kommunaldirektøren i et skriftligt svar til TV2 ØST via sin fagforening Jordbrugsakademikerne.
Uddrag fra aktindsigt:
Sag op i kommunalbestyrelsen
I en pressemeddelelse fra Sorø Kommune, som blev udsendt umiddelbart efter NB Kommunes og DR's historie mandag aften, udtaler borgmester Gert Jørgensen (K):
- Det er en rigtig ærgerlig sag. Vi er meget kede af, at vi ser den type sag i Sorø Kommune. Vi har fokus på ordentlighed, at alle kender reglerne, og at de regler bliver fulgt. Sagen fører til, at vi må kigge på de regler og procedurer, vi har omkring de kreditkort, vi udsteder. Og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, at det samme kan ske igen.
For godt en uge siden meddelte kommunaldirektør i Sorø Kommune, Søren S. Kjær, at han stopper i sin stilling gennem syv år ved udgangen af september måned.
Heraf fremgik det, at han ønsker at bruge sine kompetencer indenfor et andet område. At kommunaldirektørens opsigelse skulle bero på andet grundlag, ønsker Sorø Kommune ikke at kommentere på.
- Søren (S. Kjær red.) har sagt op, og det, som stod i den pressemeddelelse, var det Søren ønskede at fortælle om grunden til sin opsigelse. Jeg kommenterede ikke den begrundelse i pressemeddelelsen, og det gør jeg heller ikke her, siger Gert Jørgensen, som henviser til, at der er tale om en personalesag.
Sagen er dog ikke afsluttet, lader borgmesteren forstå.
- Den drøftes i Kommunalbestyrelsen på mødet onsdag den 25. august. Heraf fremgår det af dagsordenen, at kommunaldirektørens stilling "er opsagt på almindelige vilkår til fratrædelse den 30. september 2021".
Slutteligt på mødet finder man dog to lukkede punkter med titlen "orientering vedrørende personalesag" samt "beslutning vedrørende personalesag".